Systemet

Første gang, jeg hørte ordet kultur-"indsæt navnet på en religion", var da jeg for nogle år siden i en avisartikel så Naser Khader beskrevet som "kulturmuslim". Ordet havde utvivlsomt been around for much longer, men jeg er lidt spacey, så det er ikke overraskende, at det var smuttet udenom min opmærksomhed. Fordi det blev brugt om en kendt person, hvor jeg havde en god fornemmelse for, hvad vedkommende stod for, forstod jeg straks mere eller mindre, hvad ordet måtte betyde.

Det måtte betyde en person, der er født ind i en bestemt religion - hvad vi globalt set næsten alle er i større eller mindre grad - men som ikke (længere), eller kun i minimal grad, tror på religionens overnaturlige elementer, og som i det hele taget ikke praktiserer religionens bud og traditioner i noget særligt vidt omfang, men som stadig erkender sit kulturelle tilhørsforhold til religionen, f.eks. ved at deltage i fester og helligdage med religiøs rod, og måske også ved i vidt omfang stadig at anerkende en del af de grundlæggende værdier, som findes i vedkommendes "kultur-religion".

Om begrebet "kulturkristen" skriver Wikipedia: "Kulturkristen er en bred betegnelse anvendt til at skelne mellem personer med enten en etnisk eller religiøs kristen kulturarv fra dem, som er aktivt praktiserende eller personligt overbeviste/troende kristne (somme steder omtalt som "kirkekristne")." Lidt vrøvlende formuleret, synes jeg - jeg ved personligt i dén grad ikke, hvad en "ETNISK (!) kristen kulturarv" skal betyde. Men ok, vi forstår hovedbudskabet: Kultur-religiøs lig stille og rolig og i praksis sekulært og agnostisk indrettet, religiøs-religiøs lig sådan nogle, der er personligt overbeviste om sandhedsværdien af religionens mystiske elementer, går i kirke regelmæssigt, (hvis kvindelig muslim) går med hovedtørklæde fordi de mener, religionen byder dem det (og ikke bare f.eks. for at ligne alle de andre og slippe for besværligheder).

Begrebet kulturkristen generer mig lidt. Jeg er kun lige knap kulturkristen, selv efter ovenstående ekstremt brede definition. Jeg er vokset op med en ateistisk far, som hader og foragter præstestanden og al dens væsen, og en mor, som somme tider på en lidt særpræget måde kan finde på at sværme for den i hendes optik mystiske og fjerne kristendom, men som blev opdraget af socialister, der var imod religion, og som aldrig selv for alvor har orket at finde ud af, hvad det er, hun ikke selv er en del af, men alligevel beundrer lidt på samme måde, som europæere, der aldrig har været i USA, benovet ser op til det fjerne Amerika.

Som 13-årig besluttede jeg mig for, at jeg ville døbes og konfirmeres; i høj grad fordi, at det skulle alle de andre (altså konfirmeres - alle disse normale individer var selvfølgelig, i modsætning til mig, døbt i forvejen). Det havde mine forældre ikke noget problem med overhovedet, så der lå ikke så meget oprør i det fra min side; snarere en nysgerrighed i forhold til, hvad alt det der kirke-noget, jeg næsten ingen berøring havde haft med, mon var for noget. Jeg gik til konfirmationsforberedelse hos en ret fundamentalistisk (han belærte os f.eks. om, at homoseksualitet er en sygdom, og at det var livsfarligt at spille ånden i glasset), men meget karismatisk præst, som det faktisk lykkedes at konvertere mig oprigtigt til troen (men det der med homoseksualitet og ånden i glasset tillod jeg mig nu stadig at tvivle på i mit stille sind). Da jeg blev konfirmeret og et par år derefter, var jeg altså troende. Jeg var ikke kulturkristen, jeg var kristen.

Så kom jeg i gymnasiet og stiftede bekendtskab med mine første frikirke-fundamentalister (jeg skulle senere møde samme slags folk igen på universitetet). Min tro var allerede begyndt at vakle, og jeg brød mig ikke meget om, at de lovede folk, der ikke troede på Jesus som frelseren, at de ville få en enkeltbillet til Helvede, når deres lys engang ville gå ud. Jeg fik det sådan, at hvis det var det, Kristendommen indeholdt, så ville jeg egentlig gerne fritages for at blive anset som kristen.

Nu er det klart, at det ikke er alle kristne, der tænker som de ovenfor omtalte, men når jeg forsøgte at finde alternativer, rendte jeg ind i uklare svar og usikre overbevisninger, som syntes at være tilpasset det, de enkelte personer tilfældigvis selv syntes om. Jeg mødte mange "kristne", som syntes krampagtigt at forsøge at holde fast i deres religiøse identitet ved at plukke alt det fra Bibelen ud til eget brug, som de syntes godt om, og skære alt det fra, der ikke passede til den moderne, humanistiske tænkemåde, der (heldigvis) havde blandet sig op i deres religiøse verdenssyn. Sådanne "kristne" kender jeg stadig mange af, og de skræmmer mig en pæn portion mindre end dem, der truer med en one way ticket to Hell, men intellektuelt kan jeg ikke have respekt for deres måde at tro på (hvilket bestemt ikke betyder, at jeg ikke kan have stor respekt for dem som personer på alle mulige andre måder).

Det skal så siges, at det ligger i min natur, at jeg ikke bryder mig om kompromisser, især hvis disse kompromisser bliver indgået på logikkens bekostning. Jeg har på mange af tilværelsens områder kun begrænset tro på kompromissers værdi, og synes, at kompromis ofte bliver synonym med udvandet eller mudret, snarere end med konstruktivt eller fornuftigt. Og få ting forekommer mig så ulogiske som de krumspring, mange religiøse gør for at tilpasse deres religion til deres øvrige verdenssyn og holdninger. Ultraateisten (hvis der er ultraliberalister, kan der vel også være ultraateister) Richard Dawkins siger: "I prefer an honest fundamentalist", og jeg har i nogen grad forståelse for, hvad han mener.

Men tilbage til indlæggets hovedspor - kulturkristendommen. Jeg er efter mange års grublen og sværmerier for alt fra buddhismen over Islam til katolicismen og Sartres gudløse eksistentialisme (jeg har i høj grad nydt, men dybest set aldrig formået at fatte et klap af Kierkegaards gudelige eksistentialisme) kommet frem til en ret fast overbevisning om, at religioner, uanset om Gud eksisterer eller ej, er menneskeskabte systemer, der nok fungerer som en betydelig social sammenholdskraft, men som desværre i høj grad virker ved at bilde folk en masse ævl ind, og i øvrigt ved at tilrane sig diverse former for magt, indflydelse og privilegier, sådan så ævlet kan omslutte flere og større aspekter af ikke kun proselytternes liv, men også alle vor andres.

Blandt andet derfor synes jeg, det er lidt belastende og omklamrende at blive anset som eller at skulle anse mig selv som kulturkristen. Før omtalte Dawkins, hvis anti-Gud-bog jeg i øvrigt er ved at læse og vil omtale ved en anden lejlighed (Betteskov har omtalt den her), kalder sig stærk ateist men kulturkristen - "I love singing carols". Jeg elsker personligt ikke at synge "carols" (eller at synge i det hele taget, så det er måske også den vej, lige dét hænger sammen), jeg går aldrig i kirke, heller ikke til jul, jeg anser julen for en solhvervsfest og ikke en fejring af Jesu fødselsdag (selvom jeg somme tider holder jul sammen med nogle, der anser julen for at være sidstnævnte... men jeg kan afsløre, at de synes at glemme det lidt, når rødvinen og gaverne kommer på bordet), jeg er ikke medlem af Folkekirken, og selvom jeg anerkender, at nogle af mine værdier historisk har sin rod i kristendommen, mener jeg faktisk ikke, at dette er helt så relevant (for slet ikke at tale om så godt) som nogle gerne vil gøre det til. Jeg kender folk, både kristne og ikke-/kultur-kristne, som henholder sig til det Søren Krarup'ske syn på Danmarkshistorien, hvilket blandt andet vil sige, at de tror, at opbygningen af vores velfærdssamfund har sin rod i en kristen tankegang om at hjælpe de svage. Det er ren propaganda - for det første kan kristendommen både bruges til at argumentere for at man bør have en velfærdsstat (som mange europæiske kristne gør), og til at argumentere for, at man IKKE bør have en velfærdsstat (som mange amerikanske kristne gør). At Jesus var en flink fyr, der syntes, de svage skulle hjælpes, kan de fleste nok blive enige om, men han udspecificerede altså ikke en omfattende plan for, hvorledes dette i praksis skulle organiseres i det 21. århundredes forskellige samfund.

Og for det andet er det unægteligt lidt mere historisk oplagt at takke de (i øvrigt henholdsvis ateistiske og sekulære) socialistiske, socialdemokratiske og socialliberale tankesystemer for vores nuværende velfærdssamfunds opbygning.

De værdier, jeg i dag aktivt danner de fleste af mine holdninger efter, anser jeg som havende sin rod i humanismen og en klassisk liberalistisk tankegang (som ikke for mit vedkommende nødvendigvis inkluderer økonomisk liberalisme, som humanismen efter min opfattelse jævnligt clasher med). Det er klart, at man ikke kan løbe fra, at vores samfund i århundreder har været gennemsyret af den kristne religion, og at der i forskelligt omfang har været en gensidig vekselvirkning mellem f.eks. religionen og politiske teorier, er ligeså klart. Nordeuropas brud med den katolske kirke har f.eks. utvivlsomt medført en langt større praktisk og intellektuel frihed til at opbygge nye, politiske og økonomiske idealer, for slet ikke at tale om, hvad det gjorde for videnskabens muligheder for udvikle sig, og den deraf følgende udvikling af vores verdensbillede. Protestantismen har dog ikke medført skabelsen af et jordisk paradis i de berørte lande (har vi glemt ham Bush?), og "værdier" (eller skal vi kalde det hæmsko'er?) såsom uklar, kronisk skyldbetyngethed og seksuel forkrampethed synes at berøre denne verdens protestanter mere end katolikkerne, hvilket må skyldes fraværet af muligheden for at opnå syndsforladelse i dette liv. For slet ikke at tale om den moderne, protestantiske fundamentalisme, som især er eksploderet i USA, og som har en langt mere aggressiv fremtræden end katolsk fundamentalisme (man kan diskutere, hvorvidt en katolik overhovedet kan være fundamentalist, eftersom religionens skriftlige grundlag er skubbet i baggrunden til fordel for et krav om at henholde sig til traditionen og kirken).

Hvis jeg skal være lidt grov, må jeg sige, at jeg synes, der lettere kan bevises en direkte sammenhæng mellem kristendommen (eller (såkaldt) monoteistiske religioner i det hele taget) og tankebaner, som er undertrykkende for mennesker, end der kan bevises en direkte sammenhæng mellem religionen og tankebaner og værdier, som er udviklende og frigørende for mennesker. Protestantismen havde ikke katolicismens jerngreb om samfundets magtfulde institutioner, og den var derfor som skrevet med til at skabe grobund for, at f.eks. videnskabelig forskning var muligt under en større grad af frihed end i de katolske lande. Det betyder dog ikke, at selve religionens repræsentanter, f.eks. højtstående personer indenfor den lutherske kirke, ikke forsøgte at modarbejde videnskabelige fremskridt, der kunne true religionens monopol på at forklare verden, eller politiske ideologier, som ville minimere religionens indflydelse. I USA kan man efterhånden næsten sammenligne magtfulde og pengestærke protestantiske lobbygruppers samfundsmæssige indflydelse med den, den katolske kirke i sin tid havde i Europa; blot tager indflydelsen naturligvis en anden form.

Alt sammen gode og væsentlige grunde til, at man måske bør overveje at tænke sig om to gange, inden man kalder sig kulturkristen.

P.S.: Bloggen flytter - alt det sjove, der foregår her, vil fra nu af foregå på www.systemet.urbanblog.dk

En del af dem, der kender mig fra andre sammenhænge end denne blog ved, at jeg er fan af 90'er-serien "Buffy the Vampire Slayer" (som blev sendt og genudsendt og genudsendt (fordoblingen var med vilje) på TV2  med den ulidelige danske titel "Buffy - vampyrernes skræk". Hvis der findes en forening for forbud imod oversættelse af amerikanske film- og serietitler til dansk, så giv mig et tip, jeg melder mig straks ind). "Fan" er mildt sagt, eftersom jeg i perioder dyrker serien i en grad, som en dygtig psykiater sikkert godt kunne fastsætte en alvorlig diagnose ud fra.

Jeg vil ikke (ved denne lejlighed, i hvert fald) gå i så mange detaljer med, hvorfor jeg elsker serien så højt (men den lækre, afblegede herre på billederne er en af de meget væsentlige årsager), men i stedet fokusere på noget, der i mine øjne altid er interessant, når jeg nyder popkultur, nemlig fremstillingen af sex.

Der eksisterer mig bekendt kun én amerikansk serie, hvor en kvindelig hovedpersons mødom eller mangel på samme ikke bliver problematiseret til gammeltestamentlige højder - den fantastiske og livskloge "Six Feet Under". En af hovedpersonerne i denne serie er teenagepigen Claire, som vist nok ikke er jomfru ved seriens begyndelse. Det er der ikke i sig selv noget usædvanligt i, heller ikke for en amerikansk serie; det usædvanlige består i, at vi slipper for at høre om det. Altså det består kort sagt i, at jeg overhovedet kan skrive "vist nok". Hun dyrker så selvfølgelig noget sex i løbet af serien, her og der, med forskellige typer mænd, som hun har forskellige typer forhold til, og med en enkelt pige. Dette dramatiseres generelt ikke (det er hendes homoseksuelle bror, der står for seriens slut-rolle, og blandt andet dyrker den slags sex, man kan blive arresteret for i de frie og modiges land); eneste tilfælde, hvor sex og Claire smelter sammen til et problem i sig selv er, da hendes biseksuelle kæreste er hende utro med hendes mandlige kunstlærer (jaja, det er en lidt intellektuel serie, så der skal være lidt det kunstneriske queer-segment;).

Markant anderledes forholder det sig med "Buffy the Vampire Slayer", og da det er en serie, der grundlæggende bygger på gamle, dramatiske kristne og førkristne myter og en jødisk-kristen inspireret, religiøs idé om det gode versus det onde, er det også, som man kunne forvente. I en serie, der flere gange behandler temaet "verdens undergang" ville det ærligt talt være lidt skuffende, hvis knald var problemfrie. Men som kvindelig fan af serien med en vis grad af feministisk inspireret kønsbevidsthed, vrider man sig lidt over hele historien om, hvordan det gik for sig, at den på det tidspunkt 16-årige Buffys mødom blev taget.

I starten af serien har Buffy en forholdsvis platonisk, men meget følelsesfuld romance med vampyren Angel (billedet nedenfor). Den mørke, smukke og lidende, men samtidig gode og faderligt beskyttende Angel-figur var seriens pige-guf til alle de teenage-hormonbomber af hunkøn, der fulgte med i eventyrerne. Nu kan jeg ikke forvente, at alle læsere er ligeså fanatisk optagede af Buffys univers som jeg, så her følger en kort beskrivelse af Angel:

Han blev som ung stordrikkende og hasardspillende mand i 1700-tallets Irland (vampyrer lever evigt, medmindre de slås ihjel på en af de få måder, det kan lade sig gøre på - så ved I det:) gjort til vampyr af en smuk og mystisk hunvampyr, og den forhenværende udskejende men flinke unge mand blev siden til en af de ondeste af sin race (hvilket per definition ikke siger så lidt). Angel, eller Angelus, som han hed i sine onde år, slog ikke bare ihjel for at drikke blod, men planlagde sine mord nøje og nød at pine ofrene psykisk i månedsvis inden, han tog livet af dem. Nice guy, men det fik en ende: En dag slår han den forkerte pige ihjel, en sigøjnerprinsesse, hvis familie hævner sig på ham ved på magisk vis at føre hans sjæl tilbage til i hans krop. Når et menneske dør og genopstår som vampyr, har det nemlig mistet sin sjæl i processen, og det underliggende postulat i serien er, at samvittigheden sidder i sjælen. Angelus får altså med et sin samvittighed tilbage, og skal derefter leve i al evighed med ulidelige følelsesmæssige kvaler over det, han har udsat mennesker for. En sofistikeret straf, der er ondt udtænkt: Sigøjnernes forbandelse kan kun blive løftet - hvilket vil sige, at han vil miste sin sjæl og dermed sine kvaler igen - hvis Angelus oplever et eneste øjebliks sand lykke.

Jeg tror næsten, at nogle allerede har gættet det :). Angel og Buffy, hvis fysiske kontakt i lang tid forblev på kysseplanet, tager det til the next level en nat OG... Angels sjæl ryger, og han bliver ædende ond igen, mens Buffy sover trygt. Angel udser sig selvfølgelig det ultimative offer i Buffy, og en række afsnit med en ond Angel, der chikanerer og truer Buffy og hendes mor og venner på de mest ondsindede, morderiske og udspekulerede måder følger. Og så er det jo, at man alligevel begynder at vride sig lidt i stolen, hvis man er mig - ikke kun af spænding (men bestemt også det), men også over den der helt arketypiske fremstilling af, hvad der sker med en ung pige, når hun er så slem, at hun har dyrket sex. Den tommetykke symbolik, der betyder (førægteskabelig) sex = straf kender vi fra hele vores kulturhistorie, men moderne eksempler, der er nærliggende at sammenligne med, findes især i horrorfilm-genren. Da jeg var en sød teen, var jeg og mine jævnaldrende helt oppe at køre over filmen "Scream", som på en gang var horrorfilm i sig selv og begyndelsen på bølgen af horror-parodier, som bl.a. "Scary Movie"-serien repræsenterer. I "Scream" referer hovedpersonerne flere gange ironisk til horror-traditionerne, og sætter et regelsæt op for, hvad man skal gøre, hvis man er med i en horrorfilm og vil undgå at blive slået ihjel. Første regel er: "Don't have sex", og naturligvis er det par, der først bryder denne regel i "Scream", de første til at blive slået ihjel. (Og hvis det her nu var en universitetsopgave, ville jeg på nuværende tidspunkt konkludere: "Og således er filmen både loyal og ironisk afstandstagende overfor den tradition, den indskriver sig i" ;).

Buffy bliver naturligvis ikke slået ihjel - hun er heltinden, hvis person er absolut centrum for hele seriens univers - men det er tæt på. Nu er det faktisk en begavet serie, vi har med at gøre (uanset hvad folk måtte tro ud fra ovenstående beskrivelser:), og seriens skabere er utvivlsomt meget bevidste om, hvad de gør, når de lader serien indskrive sig i en uheldig og bagstræberisk tradition for fremstillingen af pigers førægteskabelige sexliv. Og jeg ser heller ingen grund til, at den næsten instinktive, (pro-sex-) feministisk inspirerede automatreaktion: "Nu skal unge piger igen lære, at sex er farligt - sikke noget føj og møg" skal stå alene som reaktion på seriens valg af konsekvenser i historien om Buffys mistede mødom. Man kan f.eks. godt spørge sig selv, hvem, der bliver straffet hårdest: Buffy, hvis elskede bliver til et monster, eller Angel, der mister den menneskelighed, som f.eks. gjorde det muligt for ham at elske Buffy, og nu igen bare bliver en del af verdens ondskab og en arbejdsopgave for Buffy, hvis pligt det selvsagt er at slå alle vampyrer ihjel. Serien leger i øvrigt også med det faktum, at den har valgt en så arketypisk tilgang til at fortælle om en tabt jomfrudom: Buffy bliver f.eks. på et tidspunkt nødt til at fortælle sin mor, at hun har været i seng med Angel, og at derefter "ændrede han sig. Han blev ond." Det må man jo mildest talt sige, men moren har selvfølgelig ingen chance for at forstå, hvad Buffy reelt mener, og den underspillede humor, der ofte opstår i løbet af serien, når folk, der kun lever i "normaliteternes" verden skal beskyttes fra viden om de apokalyptiske, ondsindede kræfter, der omgiver dem, er en af mine grunde til at være vild med den.

Angel er, ikke så overraskende i en teenageserie med 7 sæsoner, ikke det eneste hot shot, Buffy nedlægger. Igennem serien har hun sex med i alt 4 mænd - ikke så mange, men hun har jo trods alt også andet at tage sig selv; f.eks. frelse jorden fra undergang et par gange og genopstå fra de døde, ligeledes et par gange :). Den, hun har den mest intense og en ud af de to mest langvarige relationer til, er vampyren Spike (den lækre, afblegede herre på billederne). Spike har, i modsætning til Angel, ingen sjæl - han er simpelthen en klassisk, ond vampyr, omend mindre udspekuleret i sin ondskab end Angel. Der ironiseres igennem serien over Buffy Vampyrdræberens paradoksale tendens til at falde for hanvampyrer, men ikke én kvindelig seer undrer sig. Mens Angel repræsenterer teenagepigers drøm om en smuk og mystisk, men samtidig (indtil et vist punkt) tryg og sød fyr, repræsenterer Spike lidt mere voksne kvinders fantasi om en uforskammet og uhåndterlig mandlig sexbombe, der ikke er så billedskøn som Angel, men bare udstråler rå maskulin seksualitet i... rå mængder :).

I modsætning til Angel og Buffy, som starter med at være sødt forelskede og senere bliver dødsfjender (og senere endnu finder hinanden igen under andre former - det er som skrevet en lang serie:), begynder Buffy og Spikes relation som en ærke-dødsfjende-situation af den seriøse slags, der udvikler sig til heftig og voldsom erotik. Hot! Fremstillingen af det seksuelle møde har også en helt anden tone end i tilfældet Angel og Buffy - hvis man kan tale om realisme i denne sammenhæng (og det kan man til et vist punkt godt, hvad angår seriens fremstilling af mange af de personlige relationer mellem figurerne), så er den mere realistisk. I begyndelsen ækles Buffy ved sit begær efter Spike, og det er pinefuldt for hende at erkende, at hun ikke kan holde fingrene fra ham. På denne måde lægger fremstillingen af deres seksuelle udskejelser med hinanden ud med at være en klassisk fortælling om, hvordan seksuelle drifter kan overtage vores liv og få os til at gøre ting, vi normalt tager skarp afstand fra. Altså igen en fortælling om det farlige ved sex. Men - som relationen bliver mere langvarig begynder blødere følelser for Spike at dukke op i Buffys sind. Spike har på dette tidspunkt forlængst erkendt, at han ikke bare begærer Buffy, han er dybt forelsket i hende, og lader sig såret, men villigt bruge som hendes sexlegetøj (girl power!;), fordi hun ikke vil have ham på andre måder end i sengen. Men efterhånden bliver det mere og mere tydeligt, at Spike alligevel kryber ind i Buffys bevidsthed som andet og mere end en sexet krop. Og det er jo i virkeligheden et meget sundt og, som skrevet, realistisk portræt af, hvad vi mennesker meget ofte bruger sex til: Skabelse og vedligeholdelse af sociale relationer. Personligt tror jeg i hvert fald, at i hverdagens univers er "jeg gik i seng med ham X antal gange, og jo flere gange, jeg gjorde det, jo mere begyndte jeg at holde af ham" en betydeligt mere udbredt, omend mindre dramatisk og mere kedsommelig historie, som måske derfor ikke fortælles helt så ofte,  end "jeg gik i seng med ham en gang, og så hadede jeg ham bagefter".

Jeg elsker historien om Buffy og Spike, ikke kun fordi, Spike i mine øjne er en ultimativt sexet mand (hvis en mand skal være ultimativt sexet, skal han være lidt ond - sådan er det bare; no way around it, desværre), men også fordi, den rummer de to umiddelbart fuldstændigt modsatrettede toner i sig: Det vilde begær, man ikke vil vedkende sig, fordi man synes, det er "forkert", men som alligevel leder til rå og hård sex, fordi man ikke kan lade være, og så den stille vækst af positive følelser for sin sexpartner, som IRL vist er et temmeligt almindeligt alternativ til vores kulturs højt besugne stormfulde forelskelse ved første blik. Buffy udnytter den stormfuldt forelskede Spike til hemmelig sex, og i løbet af udnyttelsforholdet kommer hun næsten til at elske ham selv. Se, dén er sgu da tankevækkende.

Og hvad ender det så med for Buffy og Spike? Det skriver jeg sikkert om i et andet indlæg en dag ;) (og det er OK at betragte det som en advarsel :D).

at det må være svært, hvis man har bygget hele sin identitet op omkring at være et offer, at nogen udefra så kommer og rokker til båden. Man må have en følelse af, at det har de ikke ret til at gøre. Men tit er det måske sådan, at visse ting ses klarere udefra?

Og det må aldrig blive sådan, at en offerrolle gør mennesker til hellige køer, der ikke må røres ved, ikke pirkes til, ikke modsiges i deres analyser af verden og menneskelige forhold.

I løbet af min rejse her i sommer blev jeg færdig med indtil flere bøger, hvilket er lidt af en præstation i min verden. Den eneste iblandt dem, som var et litterært mesterværk, var "Blonde" af Joyce Carol Oates, en fiktionaliseret biografi om Marilyn Monroe, som jeg blev færdig med i en meget klaustrofobisk køje i et tog mellem Hat Yai i Thailand og Kuala Lumpur i Malaysia, mens en gammel muslim lå og mumlede bønner i køjen nedenunder. "Blonde" havde jeg været igang med i over et halvt år, hvilket ikke er et usædvanligt tidsrum for mig at strække en bog over. I begejstring over "Blonde" ragede jeg ved førstgivne lejlighed endnu en Oates-bog til mig, The Tattooed Girl, om en kronisk syg, jødisk forfatter der uden at vide det ansætter en rasende antisemit, en ung, tatoveret kvinde, til at assistere sig i sit hjem. Den ondeste satire, jeg længe har læst - Oates må hade Phillip Roth, som bogen uden forklaring er dedikeret til - og selvom den ikke er et mesterværk som "Blonde", blev den slugt på en uge (den indeholdt også lidt færre sider; det hjælper jo;).

Der var dog bestemt andre interessante bøger i kufferten end dem, der var forfattet af Oates. En af dem var Kristian Ditlev Jensens "Det bliver sagt", som er en selvbiografisk fortælling om de voldsomme seksuelle overgreb, han som barn i 3 år blev udsat for af en pædofil vaneforbryder. Den pædofile vaneforbryder kaldes i bogen "Gustav", hvilket Ditlev Jensen i forordet forklarer med, at han har valgt at opkalde ham efter hovedpersonen i Thomas Manns "Døden i Venedig", der mig bekendt handler om en mand, der forelsker sig i en ung dreng. Han forklarer derudover, at de psykologer og psykiatere, der senere vil optræde i bogen, har han valgt at opkalde efter store mænd og kvinder indenfor psykoanalysens og psykiatriens historie - jeg nævner i flæng "Sigmund" :). 

Bogen er velskrevet og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den er en ærlig gennemgang af de forfærdelige begivenheder, den beskriver. Begivenhederne er desuden dokumenterbare, da der er faldet dom i sagen.

Men med de valg, Ditlev Jensen træffer om navngivning af sine personer, kommer der samtidig noget mytisk over fortællingen - noget storslået, som ikke harmonerer med ønsket om at levere en barsk fortælling fra det virkelige liv, hvor intet er lagt til eller trukket fra. Den lille Kristian beskrives, i overensstemmelse med sandheden, som offer, men samtidig gøres han til hovedperson i en dramatisk fortælling - ikke bare et offer for en tilfældig hensynsløs overgrebsmand, men symbolsk et offer for en berømt litterær skikkelse. Jeg har svært ved at forstå baggrunden for disse valg af navne til bogens (virkelighedens) personer, især navngivningen af Gustav. Hvis jeg selv var blevet udsat for frygtelige seksuelle overgreb i min barndom og ville skrive en selvbiografisk bog om det, har jeg svært ved at forestille mig, at jeg kunne få mig selv til at kalde overgrebsmanden Humbert-Humbert efter den pædofile hovedperson i Vladimir Nabokovs "Lolita". Det tror jeg ikke, jeg ville føle, at han havde fortjent; især ikke, hvis han var en udpræget intellektuel narcissist som Ditlev Jensens Gustav, der, alt til trods, utvivlsomt har siddet et eller andet sted og har nydt at være blevet opkaldt efter en af den højt besungne Thomas Manns figurer.

Men personligt er jeg glad for, at Ditlev Jensens armbevægelser har været så store, da Gustav skulle døbes med sit pseudonym. På den måde føler jeg nemlig, at jeg indirekte får tilladelse til at betragte historien som det, den OGSÅ er - nemlig dybt interessant og kompleks. Jo, der er naturligvis et stort element af en helt enkel, sort-hvid situation, hvor en voksen mand langt overskrider alle grænser for menneskelig opførsel overfor en uskyldig dreng. Men så er der alle de sære overbygninger og alt det komplicerede imellem, og jeg kan ikke forestille mig, at Ditlev Jensen selv ville benægte, at der var mere i det end som så - og heraf måske det særprægede navnevalg.

Lad mig kort beskrive Gustav, sådan som Ditlev Jensen beskriver ham, så vi får nogle ting på plads: Gustav er, da Kristian møder ham, en mand i 30'erne; ugift og barnløs. Han stammer fra en overklassefamilie, men har aldrig formået selv at få succes i samfundet; f.eks. har han ikke færdiggjort sin universitetsuddannelse. På overfladen er han enhver lille drengs drøm om en voksen: Barnlig, sjov, legesyg, opmærksomhedsgivende og mærkværdigt uforskammet på den måde, som traditionelt opdragne børn synes er helt fantastisk - han bruger ekstremt mange småperverse ord og udtryk, bander uhæmmet, og kan bryde fnisende sammen over ting som "der ligger snegle og boller i vinduet". Under overfladen gemmer sig imidlertid en grusom tyran, som uhæmmet benytter sig af grove manipulationer, løgne, følelsesmæssig bestikkelse og trusler for at få sin vilje - og der gemmer sig en evigt hungrende sexforbryder. En af de psykologer, Kristian senere i livet får hjælp af, beskriver uden tøven Gustav som psykopat, og jeg er enig. Ikke på grund af sexforbryder-aspektet - ingenlunde (den såkaldt "kærlige krænker" er nok mere udbredt end den sadistiske krænker-type, Gustav er et eksempel på) - men på grund af det ubegribelige net af ondsindede manipulationer, han fuldstændigt skamløst vikler Kristian ind i, med det formål at knytte drengen til sig i et mørkt afhængighedsforhold, så han kan fortsætte sit misbrug (og selvfølgelig med det formål at skjule misbruget for omverdenen - også Kristians forældre får de mest ufattelige ture igennem manipulationsmaskinen, og det virker).

Den opmærksomhedshungrende Kristian kommer fra en arbejderklassefamilie med to udkørte, hårdtarbejdende forældre, der ikke ret godt overkommer at give Kristian den omsorg, ethvert barn fortjener. Og de formår slet ikke at støtte Kristians nysgerrige natur og trang til at lære nyt og udvikle sig intellektuelt. Det formår Gustav tilgengæld i den grad - ligeså barnlig og uudviklet, han er psykologisk og følelsesmæssigt, ligeså intellektuelt højtudviklet, belæst og vidende er han - især sammenlignet med, hvad Kristian er vant til. Så alt imens Gustav med sine fysiske og psykiske overgreb forkrøbler Kristian seksuelt og følelsesmæssigt, udvikler han ham intellektuelt, og introducerer ham for ting, der ifølge Ditlev Jensen selv i høj grad har været med til at forme den person, han er blevet i dag - en mand, der har fjernet sig langt fra det slidsomme og konforme liv i arbejderklasseghettoen, hvor menuen stod på frikadeller og brun sovs, og bøger, kunst, politik og rejser ikke havde meget plads i diskussionerne omkring middagsbordet.

Især de mange rejser til udlandet, Gustav tager ham med på (formentlig fordi det er lettere at kamouflere deres forholds natur, når de er i bevægelse og blandt mennesker, der ikke kender dem), tillægger Ditlev Jensen stor betydning for hans senere udvikling i retning af et nysgerrigt menneske, der har appetit på verden, og beskriver dem meget malerisk (de maleriske beskrivelser gælder naturligvis ikke overgrebene, der fulgte med som det sorte spøgelse, og som vi får at vide var endnu grovere og hyppigere på udlandsrejserne end herhjemme) - man fristes til at sige (og ja, jeg er bevidst om, hvordan det kan lyde): Som noget, han absolut ikke ville have undværet.

Jeg finder dette dybt paradoksale forhold mellem overgrebsmand og offer utroligt interessant. Det er, sådan som jeg ser det, ekstremt tabuiseret (heraf titlen på indeværende indlæg), at det samme menneske, som har misbrugt og ødelagt en, kan have givet en nogle uundværlige oplevelser og erfaringer, og en på tidspunktet uundværlig grad af opmærksomhed, som man ikke kunne få af andre. Og at dette menneske, hvis det er en, man har haft et flereårigt forhold til, i hvert fald uundgåeligt har formet en del af ens personlighed, på godt og ondt. Gustav og Kristian er et ekstremt eksempel på et sådant forhold, men kender vi det ikke alle, i varierende grader? Ræk hånden op alle, der ikke kan pege på et eneste dysfunktionelt og uligeværdigt forhold i jeres fortid, som har været med til at gøre jer til dem, I er.

Kristian Ditlev Jensen er nu blevet en af dem, der vil forbyde mænd at gå til sexarbejdere. Man har ikke svært ved at forstå, at han, med sin egen voldsomme overgrebserfaring i bagagen, er blevet allergisk overfor tanken om enhver situation, der kunne indeholde seksuelle overgreb. Denne kobling er en, jeg laver, og jeg er ikke sikker på, at Ditlev Jensen ville skrive under på, at der er en så direkte sammenhæng mellem hans personlige historie og hans holdning til sexarbejde. Det er dog svært ikke at lave koblingen, når man kender et andet eksempel, som det ligger lige for at sammenligne ham med - den tidligere sexarbejder Odile Poulsen, som selv direkte kobler sin historie som offer for seksuelle overgreb i barndommen sammen med sin senere karriere i prostitution og sin nuværende kamp for et købesexforbud. Jeg synes, det er ekstremt sørgeligt, hvis vi i den, efter min opfattelse, totalitære løsningsmodel i forhold til, hvordan man bør håndtere folk, der bruger deres seksualitet på en anden måde end de fleste, ser spøgelserne af de tyranniske personer, som er henholdsvis Ditlev Jensens Gustav og Odile Poulsens far.

NB: Den nydelige unge mand på billederne hedder Ola Chris.

Egentlig er jeg havnet i en mærkelig situation. To ting, jeg ikke kan fordrage, er der indenfor meget kort tid blevet foreslået forbud imod: Kamphunde og burka/niqab. Det er sådan en situation (og dem er der i øvrigt ikke så få af), hvor en del af mig godt kunne ønske, at jeg var sådan en type, der ikke rigtigt tænkte dybere over tingene. Hvis jeg var velsignet med et lavere niveau af intellektuel energi (og nej, det er faktisk ikke bare newspeak for "snotdum i roen";), eller bare med et mere ukompliceret og ubekymret sind, tror jeg, jeg uden at tøve og med et tilfreds smil ville hilse disse nye forslag til forbud velkommen.

Hurra! - ikke flere groteske, røde, savlende kæber, der hænger under en mikroskopisk hundehjerne, og som jeg lige kunne se lukke sig om min elskede kats krop og ruske den rundt, til der ikke var mere end end en strimmel pels tilbage. Ikke flere absurde, omvandrende campingtelte, der symboliserer enten bagstræberisk kvindeundertrykkelse eller ulidelig selvretfærdighed a la "jeg er en bedre og renere kvinde end jer andre" - eller slet og ret en grad og form for forståelse af religiøsitet, jeg føler mig aldeles utryg ved. Der er som kraftigt antydet ikke rigtigt nogen af de to ovennævnte ting, jeg sådan generelt set holder af eller gider at være i nærheden af, så lad os da bare sige: Væk! Vi accepterer det ikke. Find et andet land.

Men ak. Jeg tænker, og det kan jeg ikke lade være med, og forslag om forbud er jeg efterhånden blevet mere allergisk overfor end birkepollen. Jeg må konstatere, at der findes mange mennesker "derude", som end ikke overvejer, om det faktum, at man IKKE KAN LIDE Y, måske ikke er det samme som, at det vil være gavnligt/nyttigt/realistisk/i sidste ende ønskværdigt, herunder for en selv og andre, der heller ikke kan lide Y, at Y bliver FORBUDT.

For hvad er det der "forbudt" egentlig for noget? Der er aldrig blevet drukket så meget sprut som under forbudstiden i USA. Antallet af rygere er i visse lande steget , efter man har indført delvist rygeforbud. En af mine ikke-rygende bekendte udbrød for nylig "Det var dog utroligt, så meget folk ryger nu, når man kommer på de steder, hvor der stadig må ryges! Det var meget bedre før, hvor man måtte ryge flere steder; der havde folk måske ikke behov for på samme måde demonstrativt at ryge igennem!" Jeg kan ikke sige, at jeg har gjort mig helt samme iagttagelse, men ulogisk er den jo ikke, når man tager menneskets på en gang svage og stædige natur i betragtning. På helt samme vis er kamphunde allerede forbudt i England, og jeg har personligt aldrig set så mange lede kamp-bæster på fire ben, som jeg så i løbet af mit halve år i London. Og i helt samme boldgade er fænomenet gadeprostitution vokset i Sverige siden de indførte sexkøbsloven i 1999. Det er altsammen ret flot, må man sige.

Forbuds effekt er altså mildest talt tvivlsom, og især, mener jeg, når det gælder forbud mod ting, som rækker meget dybt ind i folks privatsfære og identitet - såsom sex, påklædning, kæledyr og nydelsesmidler. Det er der jo sådan set noget livsbekræftende over - at vi trods alt HAR en grænse for, hvor langt ind vi vil lukke statens kontrol. Hvor tæt på os, den centrale magt må komme.

Derudover er mange af den slags forbud mod enkelte fænomener usammenhængende og problematiske på flere måder. Burkaen, for eksempel. Den dækker hele ansigtet, og øjnene kan kun anes gennem et net. Det er unægteligt et problem i forhold til deltagelse i det almindelige samfundsliv; f.eks. eftersom få arbejdsgivere vil ansætte et menneske, de ikke kan se, og det kan heller ikke være nemt at sikre sig den burka-bærendes identitet ved en eksamen. På den anden side giver grundloven os heldigvis ikke ret til at diskriminere på grundlag af religion, hvilket man naturligvis ville gøre, hvis forbudet blev formuleret som at det kun gælder burka og niqab, som nu engang ikke bæres af andre end muslimske kvinder. Det kunne man komme udenom ved simpelthen at forbyde alle beklædningsgenstande, der dækker ansigtet... Men her ville vi komme til at stå i en situation, hvor vi måtte arrestere de rare, midaldrende, langtidsledige mænd, der hvert år i december leger julemand for snottede unger i indkøbscentre. Mennesker, der dækker deres ansigt fordi det er vansiret, ville heller ikke længere have ret til at skåne sig selv for andres blikke på denne måde. Jovist er det meget få, der ser så forfærdelige ud, at de ligefrem vælger at skjule sig, men det er sørme også meget få i Danmark, der går i burka og niqab. 

Der ligger også en basal grusomhed i at fratage mennesker noget, som betyder meget for dem, og som ikke, eller kun yderst sjældent og uden bevidst intention, skader andre. Tag for eksempel forslaget om, at alle hvalpe med kamphundegener bør aflives, som er kommet op i forbindelse med det generelle forslag om forbud mod kamphunde. Ikke nok med, at det selv i sin abstrakte form er meget rabiat (mennesker med mere forstand på sagen end mig siger alle, at en kamphund kan blive til en god og ufarlig hund med den rette opdragelse - så måske er problemet med kamphundene snarere, at de ofte havner hos Brian-typer, hvis overskud til at opdrage en hund med en besværlig natur kan ligge på et lille sted?) - forestiller man sig, hvad det konkret ville betyde, er det direkte grusomt. I Danmark har vi det normalt halvskidt med at aflive babyer, når de først er kommet til verden, og man kan da lige høre gråden og tændernes gnidsel for sig i de børnefamilier, der skal have tvangsaflivet de hvalpe med 25% Amstaff-gener, den trofaste familiehund lige har født.

Den hund, der oftest tager en luns af danskernes kød er i øvrigt den højt besugne villa-Volvo-og-vov-vov-hund, Golden Retriever. Det er den mest udbredte hund i Danmark, og den er åbenbart ikke altid så blid, som man gør den til. Jeg er ikke i tvivl om, at en kamphunds bid i de fleste tilfælde kan udrette større skader end en Golden Retrievers, men jeg synes ikke, argumentet er uvæsentligt alligevel. Også andre typer hunde end kamphunde har slået mennesker ihjel. Det helt logiske, hvis man virkelig ville beskytte borgerne mod hundeangreb, ville være at forbyde alle hunde over en vis størrelse. Det ville selvfølgelig være at gå for langt, men skal vi så ikke bare stoppe nu? Det kunne jo være, der var bedre ting at tage sig til end at forbyde det, der ikke lige passer os.