Systemet

Egentlig er jeg havnet i en mærkelig situation. To ting, jeg ikke kan fordrage, er der indenfor meget kort tid blevet foreslået forbud imod: Kamphunde og burka/niqab. Det er sådan en situation (og dem er der i øvrigt ikke så få af), hvor en del af mig godt kunne ønske, at jeg var sådan en type, der ikke rigtigt tænkte dybere over tingene. Hvis jeg var velsignet med et lavere niveau af intellektuel energi (og nej, det er faktisk ikke bare newspeak for "snotdum i roen";), eller bare med et mere ukompliceret og ubekymret sind, tror jeg, jeg uden at tøve og med et tilfreds smil ville hilse disse nye forslag til forbud velkommen.

Hurra! - ikke flere groteske, røde, savlende kæber, der hænger under en mikroskopisk hundehjerne, og som jeg lige kunne se lukke sig om min elskede kats krop og ruske den rundt, til der ikke var mere end end en strimmel pels tilbage. Ikke flere absurde, omvandrende campingtelte, der symboliserer enten bagstræberisk kvindeundertrykkelse eller ulidelig selvretfærdighed a la "jeg er en bedre og renere kvinde end jer andre" - eller slet og ret en grad og form for forståelse af religiøsitet, jeg føler mig aldeles utryg ved. Der er som kraftigt antydet ikke rigtigt nogen af de to ovennævnte ting, jeg sådan generelt set holder af eller gider at være i nærheden af, så lad os da bare sige: Væk! Vi accepterer det ikke. Find et andet land.

Men ak. Jeg tænker, og det kan jeg ikke lade være med, og forslag om forbud er jeg efterhånden blevet mere allergisk overfor end birkepollen. Jeg må konstatere, at der findes mange mennesker "derude", som end ikke overvejer, om det faktum, at man IKKE KAN LIDE Y, måske ikke er det samme som, at det vil være gavnligt/nyttigt/realistisk/i sidste ende ønskværdigt, herunder for en selv og andre, der heller ikke kan lide Y, at Y bliver FORBUDT.

For hvad er det der "forbudt" egentlig for noget? Der er aldrig blevet drukket så meget sprut som under forbudstiden i USA. Antallet af rygere er i visse lande steget , efter man har indført delvist rygeforbud. En af mine ikke-rygende bekendte udbrød for nylig "Det var dog utroligt, så meget folk ryger nu, når man kommer på de steder, hvor der stadig må ryges! Det var meget bedre før, hvor man måtte ryge flere steder; der havde folk måske ikke behov for på samme måde demonstrativt at ryge igennem!" Jeg kan ikke sige, at jeg har gjort mig helt samme iagttagelse, men ulogisk er den jo ikke, når man tager menneskets på en gang svage og stædige natur i betragtning. På helt samme vis er kamphunde allerede forbudt i England, og jeg har personligt aldrig set så mange lede kamp-bæster på fire ben, som jeg så i løbet af mit halve år i London. Og i helt samme boldgade er fænomenet gadeprostitution vokset i Sverige siden de indførte sexkøbsloven i 1999. Det er altsammen ret flot, må man sige.

Forbuds effekt er altså mildest talt tvivlsom, og især, mener jeg, når det gælder forbud mod ting, som rækker meget dybt ind i folks privatsfære og identitet - såsom sex, påklædning, kæledyr og nydelsesmidler. Det er der jo sådan set noget livsbekræftende over - at vi trods alt HAR en grænse for, hvor langt ind vi vil lukke statens kontrol. Hvor tæt på os, den centrale magt må komme.

Derudover er mange af den slags forbud mod enkelte fænomener usammenhængende og problematiske på flere måder. Burkaen, for eksempel. Den dækker hele ansigtet, og øjnene kan kun anes gennem et net. Det er unægteligt et problem i forhold til deltagelse i det almindelige samfundsliv; f.eks. eftersom få arbejdsgivere vil ansætte et menneske, de ikke kan se, og det kan heller ikke være nemt at sikre sig den burka-bærendes identitet ved en eksamen. På den anden side giver grundloven os heldigvis ikke ret til at diskriminere på grundlag af religion, hvilket man naturligvis ville gøre, hvis forbudet blev formuleret som at det kun gælder burka og niqab, som nu engang ikke bæres af andre end muslimske kvinder. Det kunne man komme udenom ved simpelthen at forbyde alle beklædningsgenstande, der dækker ansigtet... Men her ville vi komme til at stå i en situation, hvor vi måtte arrestere de rare, midaldrende, langtidsledige mænd, der hvert år i december leger julemand for snottede unger i indkøbscentre. Mennesker, der dækker deres ansigt fordi det er vansiret, ville heller ikke længere have ret til at skåne sig selv for andres blikke på denne måde. Jovist er det meget få, der ser så forfærdelige ud, at de ligefrem vælger at skjule sig, men det er sørme også meget få i Danmark, der går i burka og niqab. 

Der ligger også en basal grusomhed i at fratage mennesker noget, som betyder meget for dem, og som ikke, eller kun yderst sjældent og uden bevidst intention, skader andre. Tag for eksempel forslaget om, at alle hvalpe med kamphundegener bør aflives, som er kommet op i forbindelse med det generelle forslag om forbud mod kamphunde. Ikke nok med, at det selv i sin abstrakte form er meget rabiat (mennesker med mere forstand på sagen end mig siger alle, at en kamphund kan blive til en god og ufarlig hund med den rette opdragelse - så måske er problemet med kamphundene snarere, at de ofte havner hos Brian-typer, hvis overskud til at opdrage en hund med en besværlig natur kan ligge på et lille sted?) - forestiller man sig, hvad det konkret ville betyde, er det direkte grusomt. I Danmark har vi det normalt halvskidt med at aflive babyer, når de først er kommet til verden, og man kan da lige høre gråden og tændernes gnidsel for sig i de børnefamilier, der skal have tvangsaflivet de hvalpe med 25% Amstaff-gener, den trofaste familiehund lige har født.

Den hund, der oftest tager en luns af danskernes kød er i øvrigt den højt besugne villa-Volvo-og-vov-vov-hund, Golden Retriever. Det er den mest udbredte hund i Danmark, og den er åbenbart ikke altid så blid, som man gør den til. Jeg er ikke i tvivl om, at en kamphunds bid i de fleste tilfælde kan udrette større skader end en Golden Retrievers, men jeg synes ikke, argumentet er uvæsentligt alligevel. Også andre typer hunde end kamphunde har slået mennesker ihjel. Det helt logiske, hvis man virkelig ville beskytte borgerne mod hundeangreb, ville være at forbyde alle hunde over en vis størrelse. Det ville selvfølgelig være at gå for langt, men skal vi så ikke bare stoppe nu? Det kunne jo være, der var bedre ting at tage sig til end at forbyde det, der ikke lige passer os.