Systemet

Første gang, jeg hørte ordet kultur-"indsæt navnet på en religion", var da jeg for nogle år siden i en avisartikel så Naser Khader beskrevet som "kulturmuslim". Ordet havde utvivlsomt been around for much longer, men jeg er lidt spacey, så det er ikke overraskende, at det var smuttet udenom min opmærksomhed. Fordi det blev brugt om en kendt person, hvor jeg havde en god fornemmelse for, hvad vedkommende stod for, forstod jeg straks mere eller mindre, hvad ordet måtte betyde.

Det måtte betyde en person, der er født ind i en bestemt religion - hvad vi globalt set næsten alle er i større eller mindre grad - men som ikke (længere), eller kun i minimal grad, tror på religionens overnaturlige elementer, og som i det hele taget ikke praktiserer religionens bud og traditioner i noget særligt vidt omfang, men som stadig erkender sit kulturelle tilhørsforhold til religionen, f.eks. ved at deltage i fester og helligdage med religiøs rod, og måske også ved i vidt omfang stadig at anerkende en del af de grundlæggende værdier, som findes i vedkommendes "kultur-religion".

Om begrebet "kulturkristen" skriver Wikipedia: "Kulturkristen er en bred betegnelse anvendt til at skelne mellem personer med enten en etnisk eller religiøs kristen kulturarv fra dem, som er aktivt praktiserende eller personligt overbeviste/troende kristne (somme steder omtalt som "kirkekristne")." Lidt vrøvlende formuleret, synes jeg - jeg ved personligt i dén grad ikke, hvad en "ETNISK (!) kristen kulturarv" skal betyde. Men ok, vi forstår hovedbudskabet: Kultur-religiøs lig stille og rolig og i praksis sekulært og agnostisk indrettet, religiøs-religiøs lig sådan nogle, der er personligt overbeviste om sandhedsværdien af religionens mystiske elementer, går i kirke regelmæssigt, (hvis kvindelig muslim) går med hovedtørklæde fordi de mener, religionen byder dem det (og ikke bare f.eks. for at ligne alle de andre og slippe for besværligheder).

Begrebet kulturkristen generer mig lidt. Jeg er kun lige knap kulturkristen, selv efter ovenstående ekstremt brede definition. Jeg er vokset op med en ateistisk far, som hader og foragter præstestanden og al dens væsen, og en mor, som somme tider på en lidt særpræget måde kan finde på at sværme for den i hendes optik mystiske og fjerne kristendom, men som blev opdraget af socialister, der var imod religion, og som aldrig selv for alvor har orket at finde ud af, hvad det er, hun ikke selv er en del af, men alligevel beundrer lidt på samme måde, som europæere, der aldrig har været i USA, benovet ser op til det fjerne Amerika.

Som 13-årig besluttede jeg mig for, at jeg ville døbes og konfirmeres; i høj grad fordi, at det skulle alle de andre (altså konfirmeres - alle disse normale individer var selvfølgelig, i modsætning til mig, døbt i forvejen). Det havde mine forældre ikke noget problem med overhovedet, så der lå ikke så meget oprør i det fra min side; snarere en nysgerrighed i forhold til, hvad alt det der kirke-noget, jeg næsten ingen berøring havde haft med, mon var for noget. Jeg gik til konfirmationsforberedelse hos en ret fundamentalistisk (han belærte os f.eks. om, at homoseksualitet er en sygdom, og at det var livsfarligt at spille ånden i glasset), men meget karismatisk præst, som det faktisk lykkedes at konvertere mig oprigtigt til troen (men det der med homoseksualitet og ånden i glasset tillod jeg mig nu stadig at tvivle på i mit stille sind). Da jeg blev konfirmeret og et par år derefter, var jeg altså troende. Jeg var ikke kulturkristen, jeg var kristen.

Så kom jeg i gymnasiet og stiftede bekendtskab med mine første frikirke-fundamentalister (jeg skulle senere møde samme slags folk igen på universitetet). Min tro var allerede begyndt at vakle, og jeg brød mig ikke meget om, at de lovede folk, der ikke troede på Jesus som frelseren, at de ville få en enkeltbillet til Helvede, når deres lys engang ville gå ud. Jeg fik det sådan, at hvis det var det, Kristendommen indeholdt, så ville jeg egentlig gerne fritages for at blive anset som kristen.

Nu er det klart, at det ikke er alle kristne, der tænker som de ovenfor omtalte, men når jeg forsøgte at finde alternativer, rendte jeg ind i uklare svar og usikre overbevisninger, som syntes at være tilpasset det, de enkelte personer tilfældigvis selv syntes om. Jeg mødte mange "kristne", som syntes krampagtigt at forsøge at holde fast i deres religiøse identitet ved at plukke alt det fra Bibelen ud til eget brug, som de syntes godt om, og skære alt det fra, der ikke passede til den moderne, humanistiske tænkemåde, der (heldigvis) havde blandet sig op i deres religiøse verdenssyn. Sådanne "kristne" kender jeg stadig mange af, og de skræmmer mig en pæn portion mindre end dem, der truer med en one way ticket to Hell, men intellektuelt kan jeg ikke have respekt for deres måde at tro på (hvilket bestemt ikke betyder, at jeg ikke kan have stor respekt for dem som personer på alle mulige andre måder).

Det skal så siges, at det ligger i min natur, at jeg ikke bryder mig om kompromisser, især hvis disse kompromisser bliver indgået på logikkens bekostning. Jeg har på mange af tilværelsens områder kun begrænset tro på kompromissers værdi, og synes, at kompromis ofte bliver synonym med udvandet eller mudret, snarere end med konstruktivt eller fornuftigt. Og få ting forekommer mig så ulogiske som de krumspring, mange religiøse gør for at tilpasse deres religion til deres øvrige verdenssyn og holdninger. Ultraateisten (hvis der er ultraliberalister, kan der vel også være ultraateister) Richard Dawkins siger: "I prefer an honest fundamentalist", og jeg har i nogen grad forståelse for, hvad han mener.

Men tilbage til indlæggets hovedspor - kulturkristendommen. Jeg er efter mange års grublen og sværmerier for alt fra buddhismen over Islam til katolicismen og Sartres gudløse eksistentialisme (jeg har i høj grad nydt, men dybest set aldrig formået at fatte et klap af Kierkegaards gudelige eksistentialisme) kommet frem til en ret fast overbevisning om, at religioner, uanset om Gud eksisterer eller ej, er menneskeskabte systemer, der nok fungerer som en betydelig social sammenholdskraft, men som desværre i høj grad virker ved at bilde folk en masse ævl ind, og i øvrigt ved at tilrane sig diverse former for magt, indflydelse og privilegier, sådan så ævlet kan omslutte flere og større aspekter af ikke kun proselytternes liv, men også alle vor andres.

Blandt andet derfor synes jeg, det er lidt belastende og omklamrende at blive anset som eller at skulle anse mig selv som kulturkristen. Før omtalte Dawkins, hvis anti-Gud-bog jeg i øvrigt er ved at læse og vil omtale ved en anden lejlighed (Betteskov har omtalt den her), kalder sig stærk ateist men kulturkristen - "I love singing carols". Jeg elsker personligt ikke at synge "carols" (eller at synge i det hele taget, så det er måske også den vej, lige dét hænger sammen), jeg går aldrig i kirke, heller ikke til jul, jeg anser julen for en solhvervsfest og ikke en fejring af Jesu fødselsdag (selvom jeg somme tider holder jul sammen med nogle, der anser julen for at være sidstnævnte... men jeg kan afsløre, at de synes at glemme det lidt, når rødvinen og gaverne kommer på bordet), jeg er ikke medlem af Folkekirken, og selvom jeg anerkender, at nogle af mine værdier historisk har sin rod i kristendommen, mener jeg faktisk ikke, at dette er helt så relevant (for slet ikke at tale om så godt) som nogle gerne vil gøre det til. Jeg kender folk, både kristne og ikke-/kultur-kristne, som henholder sig til det Søren Krarup'ske syn på Danmarkshistorien, hvilket blandt andet vil sige, at de tror, at opbygningen af vores velfærdssamfund har sin rod i en kristen tankegang om at hjælpe de svage. Det er ren propaganda - for det første kan kristendommen både bruges til at argumentere for at man bør have en velfærdsstat (som mange europæiske kristne gør), og til at argumentere for, at man IKKE bør have en velfærdsstat (som mange amerikanske kristne gør). At Jesus var en flink fyr, der syntes, de svage skulle hjælpes, kan de fleste nok blive enige om, men han udspecificerede altså ikke en omfattende plan for, hvorledes dette i praksis skulle organiseres i det 21. århundredes forskellige samfund.

Og for det andet er det unægteligt lidt mere historisk oplagt at takke de (i øvrigt henholdsvis ateistiske og sekulære) socialistiske, socialdemokratiske og socialliberale tankesystemer for vores nuværende velfærdssamfunds opbygning.

De værdier, jeg i dag aktivt danner de fleste af mine holdninger efter, anser jeg som havende sin rod i humanismen og en klassisk liberalistisk tankegang (som ikke for mit vedkommende nødvendigvis inkluderer økonomisk liberalisme, som humanismen efter min opfattelse jævnligt clasher med). Det er klart, at man ikke kan løbe fra, at vores samfund i århundreder har været gennemsyret af den kristne religion, og at der i forskelligt omfang har været en gensidig vekselvirkning mellem f.eks. religionen og politiske teorier, er ligeså klart. Nordeuropas brud med den katolske kirke har f.eks. utvivlsomt medført en langt større praktisk og intellektuel frihed til at opbygge nye, politiske og økonomiske idealer, for slet ikke at tale om, hvad det gjorde for videnskabens muligheder for udvikle sig, og den deraf følgende udvikling af vores verdensbillede. Protestantismen har dog ikke medført skabelsen af et jordisk paradis i de berørte lande (har vi glemt ham Bush?), og "værdier" (eller skal vi kalde det hæmsko'er?) såsom uklar, kronisk skyldbetyngethed og seksuel forkrampethed synes at berøre denne verdens protestanter mere end katolikkerne, hvilket må skyldes fraværet af muligheden for at opnå syndsforladelse i dette liv. For slet ikke at tale om den moderne, protestantiske fundamentalisme, som især er eksploderet i USA, og som har en langt mere aggressiv fremtræden end katolsk fundamentalisme (man kan diskutere, hvorvidt en katolik overhovedet kan være fundamentalist, eftersom religionens skriftlige grundlag er skubbet i baggrunden til fordel for et krav om at henholde sig til traditionen og kirken).

Hvis jeg skal være lidt grov, må jeg sige, at jeg synes, der lettere kan bevises en direkte sammenhæng mellem kristendommen (eller (såkaldt) monoteistiske religioner i det hele taget) og tankebaner, som er undertrykkende for mennesker, end der kan bevises en direkte sammenhæng mellem religionen og tankebaner og værdier, som er udviklende og frigørende for mennesker. Protestantismen havde ikke katolicismens jerngreb om samfundets magtfulde institutioner, og den var derfor som skrevet med til at skabe grobund for, at f.eks. videnskabelig forskning var muligt under en større grad af frihed end i de katolske lande. Det betyder dog ikke, at selve religionens repræsentanter, f.eks. højtstående personer indenfor den lutherske kirke, ikke forsøgte at modarbejde videnskabelige fremskridt, der kunne true religionens monopol på at forklare verden, eller politiske ideologier, som ville minimere religionens indflydelse. I USA kan man efterhånden næsten sammenligne magtfulde og pengestærke protestantiske lobbygruppers samfundsmæssige indflydelse med den, den katolske kirke i sin tid havde i Europa; blot tager indflydelsen naturligvis en anden form.

Alt sammen gode og væsentlige grunde til, at man måske bør overveje at tænke sig om to gange, inden man kalder sig kulturkristen.

P.S.: Bloggen flytter - alt det sjove, der foregår her, vil fra nu af foregå på www.systemet.urbanblog.dk