Kulturkristen
21. sep 2009 13:29, SystemetFørste gang, jeg hørte ordet kultur-"indsæt navnet på en religion", var da jeg for nogle år siden i en avisartikel så Naser Khader beskrevet som "kulturmuslim". Ordet havde utvivlsomt been around for much longer, men jeg er lidt spacey, så det er ikke overraskende, at det var smuttet udenom min opmærksomhed. Fordi det blev brugt om en kendt person, hvor jeg havde en god fornemmelse for, hvad vedkommende stod for, forstod jeg straks mere eller mindre, hvad ordet måtte betyde.
Det måtte betyde en person, der er født ind i en bestemt religion - hvad vi globalt set næsten alle er i større eller mindre grad - men som ikke (længere), eller kun i minimal grad, tror på religionens overnaturlige elementer, og som i det hele taget ikke praktiserer religionens bud og traditioner i noget særligt vidt omfang, men som stadig erkender sit kulturelle tilhørsforhold til religionen, f.eks. ved at deltage i fester og helligdage med religiøs rod, og måske også ved i vidt omfang stadig at anerkende en del af de grundlæggende værdier, som findes i vedkommendes "kultur-religion".
Om begrebet "kulturkristen" skriver Wikipedia: "Kulturkristen er en bred betegnelse anvendt til at skelne mellem personer med enten en etnisk eller religiøs kristen kulturarv fra dem, som er aktivt praktiserende eller personligt overbeviste/troende kristne (somme steder omtalt som "kirkekristne")." Lidt vrøvlende formuleret, synes jeg - jeg ved personligt i dén grad ikke, hvad en "ETNISK (!) kristen kulturarv" skal betyde. Men ok, vi forstår hovedbudskabet: Kultur-religiøs lig stille og rolig og i praksis sekulært og agnostisk indrettet, religiøs-religiøs lig sådan nogle, der er personligt overbeviste om sandhedsværdien af religionens mystiske elementer, går i kirke regelmæssigt, (hvis kvindelig muslim) går med hovedtørklæde fordi de mener, religionen byder dem det (og ikke bare f.eks. for at ligne alle de andre og slippe for besværligheder).
Begrebet kulturkristen generer mig lidt. Jeg er kun lige knap kulturkristen, selv efter ovenstående ekstremt brede definition. Jeg er vokset op med en ateistisk far, som hader og foragter præstestanden og al dens væsen, og en mor, som somme tider på en lidt særpræget måde kan finde på at sværme for den i hendes optik mystiske og fjerne kristendom, men som blev opdraget af socialister, der var imod religion, og som aldrig selv for alvor har orket at finde ud af, hvad det er, hun ikke selv er en del af, men alligevel beundrer lidt på samme måde, som europæere, der aldrig har været i USA, benovet ser op til det fjerne Amerika.
Som 13-årig besluttede jeg mig for, at jeg ville døbes og konfirmeres; i høj grad fordi, at det skulle alle de andre (altså konfirmeres - alle disse normale individer var selvfølgelig, i modsætning til mig, døbt i forvejen). Det havde mine forældre ikke noget problem med overhovedet, så der lå ikke så meget oprør i det fra min side; snarere en nysgerrighed i forhold til, hvad alt det der kirke-noget, jeg næsten ingen berøring havde haft med, mon var for noget. Jeg gik til konfirmationsforberedelse hos en ret fundamentalistisk (han belærte os f.eks. om, at homoseksualitet er en sygdom, og at det var livsfarligt at spille ånden i glasset), men meget karismatisk præst, som det faktisk lykkedes at konvertere mig oprigtigt til troen (men det der med homoseksualitet og ånden i glasset tillod jeg mig nu stadig at tvivle på i mit stille sind). Da jeg blev konfirmeret og et par år derefter, var jeg altså troende. Jeg var ikke kulturkristen, jeg var kristen.
Så kom jeg i gymnasiet og stiftede bekendtskab med mine første frikirke-fundamentalister (jeg skulle senere møde samme slags folk igen på universitetet). Min tro var allerede begyndt at vakle, og jeg brød mig ikke meget om, at de lovede folk, der ikke troede på Jesus som frelseren, at de ville få en enkeltbillet til Helvede, når deres lys engang ville gå ud. Jeg fik det sådan, at hvis det var det, Kristendommen indeholdt, så ville jeg egentlig gerne fritages for at blive anset som kristen.
Nu er det klart, at det ikke er alle kristne, der tænker som de ovenfor omtalte, men når jeg forsøgte at finde alternativer, rendte jeg ind i uklare svar og usikre overbevisninger, som syntes at være tilpasset det, de enkelte personer tilfældigvis selv syntes om. Jeg mødte mange "kristne", som syntes krampagtigt at forsøge at holde fast i deres religiøse identitet ved at plukke alt det fra Bibelen ud til eget brug, som de syntes godt om, og skære alt det fra, der ikke passede til den moderne, humanistiske tænkemåde, der (heldigvis) havde blandet sig op i deres religiøse verdenssyn. Sådanne "kristne" kender jeg stadig mange af, og de skræmmer mig en pæn portion mindre end dem, der truer med en one way ticket to Hell, men intellektuelt kan jeg ikke have respekt for deres måde at tro på (hvilket bestemt ikke betyder, at jeg ikke kan have stor respekt for dem som personer på alle mulige andre måder).
Det skal så siges, at det ligger i min natur, at jeg ikke bryder mig om kompromisser, især hvis disse kompromisser bliver indgået på logikkens bekostning. Jeg har på mange af tilværelsens områder kun begrænset tro på kompromissers værdi, og synes, at kompromis ofte bliver synonym med udvandet eller mudret, snarere end med konstruktivt eller fornuftigt. Og få ting forekommer mig så ulogiske som de krumspring, mange religiøse gør for at tilpasse deres religion til deres øvrige verdenssyn og holdninger. Ultraateisten (hvis der er ultraliberalister, kan der vel også være ultraateister) Richard Dawkins siger: "I prefer an honest fundamentalist", og jeg har i nogen grad forståelse for, hvad han mener.
Men tilbage til indlæggets hovedspor - kulturkristendommen. Jeg er efter mange års grublen og sværmerier for alt fra buddhismen over Islam til katolicismen og Sartres gudløse eksistentialisme (jeg har i høj grad nydt, men dybest set aldrig formået at fatte et klap af Kierkegaards gudelige eksistentialisme) kommet frem til en ret fast overbevisning om, at religioner, uanset om Gud eksisterer eller ej, er menneskeskabte systemer, der nok fungerer som en betydelig social sammenholdskraft, men som desværre i høj grad virker ved at bilde folk en masse ævl ind, og i øvrigt ved at tilrane sig diverse former for magt, indflydelse og privilegier, sådan så ævlet kan omslutte flere og større aspekter af ikke kun proselytternes liv, men også alle vor andres.
Blandt andet derfor synes jeg, det er lidt belastende og omklamrende at blive anset som eller at skulle anse mig selv som kulturkristen. Før omtalte Dawkins, hvis anti-Gud-bog jeg i øvrigt er ved at læse og vil omtale ved en anden lejlighed (Betteskov har omtalt den her), kalder sig stærk ateist men kulturkristen - "I love singing carols". Jeg elsker personligt ikke at synge "carols" (eller at synge i det hele taget, så det er måske også den vej, lige dét hænger sammen), jeg går aldrig i kirke, heller ikke til jul, jeg anser julen for en solhvervsfest og ikke en fejring af Jesu fødselsdag (selvom jeg somme tider holder jul sammen med nogle, der anser julen for at være sidstnævnte... men jeg kan afsløre, at de synes at glemme det lidt, når rødvinen og gaverne kommer på bordet), jeg er ikke medlem af Folkekirken, og selvom jeg anerkender, at nogle af mine værdier historisk har sin rod i kristendommen, mener jeg faktisk ikke, at dette er helt så relevant (for slet ikke at tale om så godt) som nogle gerne vil gøre det til. Jeg kender folk, både kristne og ikke-/kultur-kristne, som henholder sig til det Søren Krarup'ske syn på Danmarkshistorien, hvilket blandt andet vil sige, at de tror, at opbygningen af vores velfærdssamfund har sin rod i en kristen tankegang om at hjælpe de svage. Det er ren propaganda - for det første kan kristendommen både bruges til at argumentere for at man bør have en velfærdsstat (som mange europæiske kristne gør), og til at argumentere for, at man IKKE bør have en velfærdsstat (som mange amerikanske kristne gør). At Jesus var en flink fyr, der syntes, de svage skulle hjælpes, kan de fleste nok blive enige om, men han udspecificerede altså ikke en omfattende plan for, hvorledes dette i praksis skulle organiseres i det 21. århundredes forskellige samfund.
Og for det andet er det unægteligt lidt mere historisk oplagt at takke de (i øvrigt henholdsvis ateistiske og sekulære) socialistiske, socialdemokratiske og socialliberale tankesystemer for vores nuværende velfærdssamfunds opbygning.
De værdier, jeg i dag aktivt danner de fleste af mine holdninger efter, anser jeg som havende sin rod i humanismen og en klassisk liberalistisk tankegang (som ikke for mit vedkommende nødvendigvis inkluderer økonomisk liberalisme, som humanismen efter min opfattelse jævnligt clasher med). Det er klart, at man ikke kan løbe fra, at vores samfund i århundreder har været gennemsyret af den kristne religion, og at der i forskelligt omfang har været en gensidig vekselvirkning mellem f.eks. religionen og politiske teorier, er ligeså klart. Nordeuropas brud med den katolske kirke har f.eks. utvivlsomt medført en langt større praktisk og intellektuel frihed til at opbygge nye, politiske og økonomiske idealer, for slet ikke at tale om, hvad det gjorde for videnskabens muligheder for udvikle sig, og den deraf følgende udvikling af vores verdensbillede. Protestantismen har dog ikke medført skabelsen af et jordisk paradis i de berørte lande (har vi glemt ham Bush?), og "værdier" (eller skal vi kalde det hæmsko'er?) såsom uklar, kronisk skyldbetyngethed og seksuel forkrampethed synes at berøre denne verdens protestanter mere end katolikkerne, hvilket må skyldes fraværet af muligheden for at opnå syndsforladelse i dette liv. For slet ikke at tale om den moderne, protestantiske fundamentalisme, som især er eksploderet i USA, og som har en langt mere aggressiv fremtræden end katolsk fundamentalisme (man kan diskutere, hvorvidt en katolik overhovedet kan være fundamentalist, eftersom religionens skriftlige grundlag er skubbet i baggrunden til fordel for et krav om at henholde sig til traditionen og kirken).
Hvis jeg skal være lidt grov, må jeg sige, at jeg synes, der lettere kan bevises en direkte sammenhæng mellem kristendommen (eller (såkaldt) monoteistiske religioner i det hele taget) og tankebaner, som er undertrykkende for mennesker, end der kan bevises en direkte sammenhæng mellem religionen og tankebaner og værdier, som er udviklende og frigørende for mennesker. Protestantismen havde ikke katolicismens jerngreb om samfundets magtfulde institutioner, og den var derfor som skrevet med til at skabe grobund for, at f.eks. videnskabelig forskning var muligt under en større grad af frihed end i de katolske lande. Det betyder dog ikke, at selve religionens repræsentanter, f.eks. højtstående personer indenfor den lutherske kirke, ikke forsøgte at modarbejde videnskabelige fremskridt, der kunne true religionens monopol på at forklare verden, eller politiske ideologier, som ville minimere religionens indflydelse. I USA kan man efterhånden næsten sammenligne magtfulde og pengestærke protestantiske lobbygruppers samfundsmæssige indflydelse med den, den katolske kirke i sin tid havde i Europa; blot tager indflydelsen naturligvis en anden form.
Alt sammen gode og væsentlige grunde til, at man måske bør overveje at tænke sig om to gange, inden man kalder sig kulturkristen.
P.S.: Bloggen flytter - alt det sjove, der foregår her, vil fra nu af foregå på www.systemet.urbanblog.dk
21. sep 2009 14:16
Jeg tror mennesker har brug for religion. Religion er den svage mands krykke og mennesker er per definition svage - som man siger: "der er ingen ateister i skyttegravene".
Det er her man ser grunden til den succes kristendommen - og tildels islam - har med at rekruttere medlemmer i fængsel systemt, blandt alkoholikere, narkomaner, prostitueret, pornomodeller - ja, eller bare fattige mennesker. De folk som vender sig mod religion inde for disse områder har intet at mistet, de har brug for noget større at tro på, noget de ikke lige kan række ud og røre ved, for det de kan række ud efter har fejlet dem gennem livet indtil nu.
Man ser det samme indefor politiet, militæret og andre jobs hvor mennesker sætter deres liv og førlighed på spil. De har brug for noget sikkerhed, noget større at tro på.
Men det er sjældent man ser lykkelige, rige mennesker dyrke religion? Det skal da lige være medmindre de kommer fra en fattigt og stresset baggrund? For så takker de Jesus i hvert ord der kommer ud af munden på dem!
Jeg vil også vove at påstå at, når de fleste ligge på deres dødsleje kigger de lige en tand opad og måske enda beder en bøn? - Jeg har på fornemmelsen at når jeg ligger med skrumpelever og lungecancer som 50 årig, har jeg koranen i den hånd, biblen i den anden, buddha for enden af sengen, hindu symboler rundt om halsen og en rabbiner over i hjørnet - bare for at helgardere mig ;)
Jeg vil gerne tro på gud, men kan ikke få mig selv til det. Jeg ligefrem afskyr religion fordi det minder mig om hvor svag jeg er. Jeg elsker at gå i kirke, men gør det aldrig til gudstjenester. Jeg fanger mig selv i at bede nogen gange når tingene er ved at løbe mig over ende, men tror ikke det gør nogen forskel andet end beroliger mig i 2 minutter... Jeg har nærmest en fetich agtigt fascination med katolicisme!
Så længe mennesker er fattige, presset, stresset vil der være religion, for vi har brug for religion uanset hvor ulogisk og tåbelig den egentlig er - og jeg ser ikke menneskete situation ændre sig indefor den nærmeste fremtid.
21. sep 2009 17:39
Hej Christian
Tak for din kommentar.
Du skriver: "Men det er sjældent man ser lykkelige, rige mennesker dyrke religion? Det skal da lige være medmindre de kommer fra en fattigt og stresset baggrund? For så takker de Jesus i hvert ord der kommer ud af munden på dem!"
Nu har jeg læst en del teoretisk litteratur om religion(er) i forbindelse med min uddannelse, så jeg ved, at det, du skriver der, kun er delvist rigtigt.
Det er sandt, at man i gennemsnit finder en højere grad af religiøsitet i fattige end i rige samfundsgrupper. På samme måde finder man også en højere grad af religiøsitet blandt lavt uddannede end blandt højt uddannede mennesker. Men der findes, i vor tid, også en tendens, der går i den modsatte retning. At der verden over findes en ny og voksende religiøs fundamentalisme har religionsforskere haft deres opmærksomhed på i et par årtier. Det nye i denne fundamentalisme er blandt andet, at den langtfra kun berører fattige grupper. Man har f.eks. undersøgt den nye tendens til, at kvinder i Egypten ifører sig niqab frem for det almindelige hovedtørklæde. Det viser sig, at de kvinder, der er begyndt at gå med niqab, typisk er unge, fra middelklassen og veluddannede. På samme måde tiltrækker dybt religiøse, muslimske prædikanter som f.eks. den egyptiske Amr Khaled unge fra middelklassen og endda overklassen. I de muslimske lande findes der altså en tendens til, at i middel/overklassen er unge mere religiøse end deres forældre - selvom de er bedre uddannede og har en højere levestandard end forældrene. Samme tendens findes blandt muslimske indvandrergrupper i Europa. (Det er så en længere diskussion, om det skal kaldes "fundamentalisme" eller om vi må finde andre ord for det, eftersom det ikke nødvendigvis beror på en mere tekstnær forståelse af religionen, som ordet fundamentalisme antyder). Og selvom der er en social slagside i den voksende kristne fundamentalisme i USA, findes den også blandt styrtende rige og højtuddannede mennesker. Det er en tendens, der har chokeret religionsforskere, som ellers i mange år har haft en klippefast tro på Webers teori om "disenchantment", som går på, at jo højere uddannede og jo mere teknologisk veludstyrede mennesker ville blive, jo mindre religiøse ville de samtidig blive. Ifølge Weber ville religion af denne årsag en dag helt forsvinde fra verden. Man ved nu, at hans teori ikke helt holder vand.
"Men det er sjældent man ser lykkelige, rige mennesker dyrke religion?"
Jeg ved forresten ikke, hvem "lykkelige mennesker" er? :)
Jeg tror ikke, der findes lykkelige mennesker. Vi lever alle med det vilkår, at vi ved, vi skal dø en dag, og det er rædselsvækkende (i første omgang, i hvert fald) for enhver, der tør give sig selv lov til at tænke over det for alvor. Vi lever også med det vilkår, at der er masser af ting, vi ikke kan kontrollere, f.eks. at vores kære dør, at vi mister vores arbejde (og også gode ting - at vi møder manden/kvinden i vores liv, får drømmejobbet mv.). Alt sammen kan det give folk behov for at tro, at der er en højere kraft, som man kan forsøge at overtale og påvirke med bønner o.lign. (som du er inde på).
Jeg tror forresten godt, det kan hjælpe at bede, selvom man ikke tror på, at der er en, der hører det. Som amerikanske kristne siger: "Det kan godt være, du ikke tror på Gud, men han tror på dig" *GG* ;). Ej, men jeg tror, at når man beder, samler man sine kræfter om at ønske sig et eller andet meget højt... Og mon ikke, det nogle gange kan motivere en til at gøre noget selv for at opnå det? Måske på en måde, som man er selv er ubevidst om og ikke "opdager".
Mht. den death bed conversion, som du forudser for dig selv - det kan man jo ikke udelukke, men det er vel heller ikke givet.
Se f.eks. denne video: http://www.youtube.com/watch?v=6AmfrLGkwGE
Richard Dawkins skriver i sin bog, at han hellere må sætte en båndoptager til at køre, når han er ved at dø, så han kan bevise overfor alle dem, der har sagt til ham, at han vil ændre holdning på sin dødsdag, at dét gjorde han ikke, lol ;).
"Jeg vil gerne tro på gud, men kan ikke få mig selv til det."
Jeg har det omvendt. Jeg ville gerne kunne overbevises om, at Gud ikke eksisterer, og jeg er også af den overbevisning, at det er den mest logiske og troværdige konklusion at drage. Alligevel tror jeg i et eller andet omfang på Gud, fordi jeg ikke kan lade være. Og det er ikke kun Einsteins "Gud i naturen", som mange naturvidenskabsfolk tror på; det er en mere overnaturlig kraft (religiøse mennesker har med deres for nogles vedkommende karaktertypiske ondskabsfulde nedladenhed belært mig om, at en sådan tro har mere med Star Wars end med Gud at gøre). Religioner tror jeg dog ingenlunde på, som det vist fremgår af indlægget, og jeg nærer som dig også næsten en afsky for dem, og har i hvert ikke synderlig respekt for dem (hvilket jeg ikke kan forstå, at så mange ikke-religiøse tilsyneladende har).
21. sep 2009 19:44
"Lykkelig" er nok et forkert udtryk at bruge? Nok nærmere "tilfreds" vil være det korrekte ord at bruge...
Og dermed har du absolut ret i at flere velhavende mennesker også vender sig mod religion, for de kan sagtens have rigdom, men stadig ikke være tilfredse med det. Det kan så også skyldes at de af uforklarlige årsager tror på at - dengang de ikke havde noget, bedte de til gud - og nu har gud belønnede dem, så nu har de bare at være taknemmelige ;) Frygt spiller nok også en rolle. Og mellemøsten har det med at være et lidt ustabilt sted - og her kan man også tænke i baner omkring - frygten for at nogen kommer og tager ens rigdom?
Det samme gælder nok de mere udsatte grupper som; kriminelle, prostitueret og pornomodeller, alkoholikere, narkomaner, fattige - hvis de er tilfredse med deres liv? Er der nok ikke den store grund til at vende sig mod religionen. Dog tror jeg også på at frygt spiller en rolle i folks tro på religion her, da man ofte finder mere kriminalitet blandt fattige.
Jeg har selv tilsluttet mig Webers teori i mange når. Jeg kan se nu det nok ikke sker inden for den nærmeste fremtid.
Netop mine tanker omkring mit eget dødslejet, vender tilbage til min afsky imod religion - det er svagt! Jeg håber jeg kan gøre som Richard Dawkins og fyren på youtube videoen, men har efterhånden lært ikke at være for skråsikker i mine forudsigelser ;)
Hvis nogen kunne utvetydigt bevise at gud eksistere - eller ikke eksistere? Ville min verden være så meget nemmere! Men sjovt nok tror jeg ikke det ville betyde noget for dem virkelig tror, for dem handler det ikke om gud, men om religionen og selve troen.
21. sep 2009 21:05
Da jeg skulle konfirmeres, var det vist de færreste af os, der troede på Gud. Jeg prøvede at overbevise mig selv om at jeg gjorde det, for at tage imod gaverne med god samvittighed. Men præsten sagde, at den slags skulle vi ikke bekymre os om - det var nemlig ikke os, der skulle bekræfte Gud, men Gud der skulle bekræfte os.
Jeg opfatter kulturkristendom ud fra den tankegang, og derfor bryder jeg mig ikke om det. Det er som regel en træt folkekirkes måde at sige på, at selv om folk ikke er kristne, så er de det alligevel. Og ja, som Camilla skriver, selvfølgelig har vi træk af kristen tankegang i vores moral og kultur. Men vi har også træk af så meget andet. I vores tid kommer der fx en solid påvirkning fra afrikansk kultur, om end lidt ad omveje via dem, som i sin tid blev ført til Amerika som slaver, og som i dag er globale trendsættere i bl.a. mode og musik.
22. sep 2009 13:56
@Stain:
Jeg opfatter kulturkristen som mange trætte institutioner og menneskers måde at sige på, at uanset om vi vil det eller ej, så er vi fandegalemig bare stadigvæk kristne. Herunder Folkekirken, men også f.eks. mange politikere fremhæver kulturkristendommen. Som jeg antyder i indlægget, synes jeg det er en provokerende måde at trække en identitet nedover hovedet på folk, som de måske ikke ønsker. Og i øvrigt lidt chokerende, når man tænker over det, at kristendommen stadig tages til indtægt for f.eks. velfærdsstaten og "adskillelsen mellem stat og kirke" (øh?!). Det er i dag nok Søren Krarup og Jesper Langballe-kredsen, der klarest og mest vedholdende formulerer en sådan historieopfattelse, men en eller anden form for enighed med de påstande er ret udbredt i befolkningen.
I DK er det faktisk sværere at kritisere kristendommen end som så. Jeg har f.eks. udført et mini-forskningsprojekt i skolematerialer til religions- og kristendomskundskabs-undervisning i folkeskolen og gymnasiet. Jeg mener, at materialet i høj grad er (omend diskret) missionerende under et skalkeskjul af at være oplysende (religionsforskeren Mikael Rothstein har i øvrigt været inde på det mange gange, og bliver konsekvent smukt overhørt, selvom han jo altså burde anses for at være en autoritet på dette område). Når jeg siger dette til folk, oplever jeg meget ofte, at de ikke tror på mig. At man har svært ved at trænge igennem med kritik af kristendommen i dag tror jeg bl.a. skyldes, at det er blevet så moderne at kritisere Islam, og i samme åndedrag er det så desværre blevet ligeså moderne at rose kristendommen i sammenligning. Det er godt, at man i dag kan kritisere Islam uden at blive kaldt racist, men det er en skam, at det går udover kritikken af den religion, der er den dominerende i vores samfund, OG den mest udbredte og hurtigst voksende religion i verden.
Ja, du har ret i, at der siden 1990'erne er foregået en ret massiv påvirkning, i hvert fald af de yngre generationer, fra afro-amerikansk kultur. Dog hører afro-amerikanerne i gennemsnit til denne verdens mest kristne mennesker, men det bærer deres populærkultur sjældent så meget præg af ;). Jeg mener også, at den socialistisk-sekulære socialdemokratiske samfunds- og menneskeopfattelse i dag er mere dominerende i danskernes tankegang end den kristne ditto. Om nogle generationer vil vi også mærke en stor kulturel og mentalitetsmæssig påvirkning fra Kina. Der er meget andet end kristendommen derude, men det har langtfra alle indset...
23. sep 2009 17:32
@Camilla
En af de ting, jeg synes er spændende, er, at også vikingekulturen skinner klart igennem. Du nævner selv, at julen for dig er en solhvervsfest - det er den for langt de fleste af os, også de troende. Hvis vores forfædre kunne stå op af graven, så ville de undre sig og det tamme program, som tv sender den 24/12 om eftermiddagen. Men alt det andet ville de genkende - nogle uger i mørketiden, hvor man æder, drikker og horer.
Vikingetidens kultur synes jeg også er genopstået i de praktiske kønsroller anno 2009 - det er en anden historie, men det er noget, jeg slet ikke har noget imod. Slet ikke ift kønsrollerne, som de var mens kristendommen dominerede.
23. sep 2009 18:43
@Christian: Jeg har tænkt over det med, at du synes, religion er svagt. Jeg ser det nok mere generelt - at mennesket er, om man vil, "svagt". Som jeg skrev tidligere, er der en masse i livet, vi ikke selv kan kontrollere, og det bliver aldrig anderledes. Det ligger også udover den menneskelige fatteevne, at vi engang var ingenting, og at vi skal blive ingenting igen. Vi kan forestille os alt muligt - at ligge på ryggen i en kiste under jorden, at være i et rum uden lyde og lys, at svæve rundt mellem stjernerne, at sidde at spille harpe på en sky, at koge i en gryde i helvede. Men vi kan ikke forestille os, hvordan det "er" ingenting at opleve eller opfatte, for det "er" ikke. Altså vi kan ikke forestille os noget, der ligger udenfor en eller anden form for bevidsthed. Det gør, at det føles som om, der er et stort, sort mysterium på begge sider af vores liv (selvom det for så vidt ikke er et mysterium), og jeg tror at det er ret logisk, at man forsøger at komme overens med denne følelse ved at give sig selv lov til at tro på, at det biologiske liv ikke er det eneste liv i verden.
Men nu er jeg selvfølgelig ovre i en lidt personlig og alternativ form for tro - det har nok ikke så meget at sige om grundene til at tro hos dem, der simpelthen bare er grundigt religiøst opdraget og for hvem, det er en selvfølge, at Gud og efterlivet findes (og man kan jo forøvrigt godt tro på Gud uden at tro på et efterliv - som jeg gør (selvom jeg har mere psykologisk behov for at tro på et efterliv, men jeg føler ikke, jeg har noget valg i forhold til min helt grundlæggende tro; den er der bare) - og måske også vice versa).
Ethvert menneske er "svagt" i forhold til de grundlæggende livsvilkår. Jeg tror ikke, man kan sige, at religiøsitet i sig selv er et svaghedstegn (men det er dog rigtigt hvad du siger om, at folk i pressede situationer nok i gennemsnit har en tendens til at være mere religiøse end andre).
23. sep 2009 18:47
@Stain: Åh, ja, lad os give kønsrollerne endnu en omgang :).
Hvad mener du med, at vikingetidens kønsroller er ved at vende tilbage? (Jeg tror personligt aldrig, at de helt forsvandt).
24. sep 2009 12:38
For ikke så længe siden var en intelligensforsker ude med riven, og påstå, troende mennesker er mindre begavede end ikke-troende. Kan desværre ikke huske hans navn.
Men der er heldigvis et liv efter døden, og det er det, vi lever nu. Desværre bruger vi det mest til at sidde og stirre ind i div. skærme samt ødelægge os selv og hinanden med skyld- og skamfølelse over vores medfødte natur.
29. sep 2009 03:15
@Camilla
Nu er det ikke fordi jeg er ekspert på vikingetiden, men altså, såvidt jeg lærte i historie i gymnasiet, så havde kvinderne en ganske betydelig magt i hjemmene. Som udgangspunkt var mand og kone lige, så vidt jeg har forstået. Så kunne magtforholdet selvfølgelig forrykke sig, som det også kan i dag, og det kunne være til begge sider.
Men en af de vigtige ting dengang var, man ikke retsmæssigt ikke skelnede mellem ægte og uægte børn. Det blev første ændret med (den kristne) jyske lov, der på andre punkter var særdeles fremsynet. Men altså ikke på dette. At en mand selv kunne bestemme om og i hvilket omfang han ville tage ansvaret for et barn født uden for ægteskab, satte kvinderne i en meget dårligere situation, og den blev kvinder i gennem hele den kristne periode.
Jeg synes nu personligt ikke, der er meget sjov på urbanblog :)
1. okt 2009 14:24
Tak for jeres kommentarer, Henrik og THS.
Der gaar lidt tid, inden der bliver sjovt paa Urbanblog, men naar det sker, giver jeg et praj :).