Systemet

I løbet af min rejse her i sommer blev jeg færdig med indtil flere bøger, hvilket er lidt af en præstation i min verden. Den eneste iblandt dem, som var et litterært mesterværk, var "Blonde" af Joyce Carol Oates, en fiktionaliseret biografi om Marilyn Monroe, som jeg blev færdig med i en meget klaustrofobisk køje i et tog mellem Hat Yai i Thailand og Kuala Lumpur i Malaysia, mens en gammel muslim lå og mumlede bønner i køjen nedenunder. "Blonde" havde jeg været igang med i over et halvt år, hvilket ikke er et usædvanligt tidsrum for mig at strække en bog over. I begejstring over "Blonde" ragede jeg ved førstgivne lejlighed endnu en Oates-bog til mig, The Tattooed Girl, om en kronisk syg, jødisk forfatter der uden at vide det ansætter en rasende antisemit, en ung, tatoveret kvinde, til at assistere sig i sit hjem. Den ondeste satire, jeg længe har læst - Oates må hade Phillip Roth, som bogen uden forklaring er dedikeret til - og selvom den ikke er et mesterværk som "Blonde", blev den slugt på en uge (den indeholdt også lidt færre sider; det hjælper jo;).

Der var dog bestemt andre interessante bøger i kufferten end dem, der var forfattet af Oates. En af dem var Kristian Ditlev Jensens "Det bliver sagt", som er en selvbiografisk fortælling om de voldsomme seksuelle overgreb, han som barn i 3 år blev udsat for af en pædofil vaneforbryder. Den pædofile vaneforbryder kaldes i bogen "Gustav", hvilket Ditlev Jensen i forordet forklarer med, at han har valgt at opkalde ham efter hovedpersonen i Thomas Manns "Døden i Venedig", der mig bekendt handler om en mand, der forelsker sig i en ung dreng. Han forklarer derudover, at de psykologer og psykiatere, der senere vil optræde i bogen, har han valgt at opkalde efter store mænd og kvinder indenfor psykoanalysens og psykiatriens historie - jeg nævner i flæng "Sigmund" :). 

Bogen er velskrevet og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den er en ærlig gennemgang af de forfærdelige begivenheder, den beskriver. Begivenhederne er desuden dokumenterbare, da der er faldet dom i sagen.

Men med de valg, Ditlev Jensen træffer om navngivning af sine personer, kommer der samtidig noget mytisk over fortællingen - noget storslået, som ikke harmonerer med ønsket om at levere en barsk fortælling fra det virkelige liv, hvor intet er lagt til eller trukket fra. Den lille Kristian beskrives, i overensstemmelse med sandheden, som offer, men samtidig gøres han til hovedperson i en dramatisk fortælling - ikke bare et offer for en tilfældig hensynsløs overgrebsmand, men symbolsk et offer for en berømt litterær skikkelse. Jeg har svært ved at forstå baggrunden for disse valg af navne til bogens (virkelighedens) personer, især navngivningen af Gustav. Hvis jeg selv var blevet udsat for frygtelige seksuelle overgreb i min barndom og ville skrive en selvbiografisk bog om det, har jeg svært ved at forestille mig, at jeg kunne få mig selv til at kalde overgrebsmanden Humbert-Humbert efter den pædofile hovedperson i Vladimir Nabokovs "Lolita". Det tror jeg ikke, jeg ville føle, at han havde fortjent; især ikke, hvis han var en udpræget intellektuel narcissist som Ditlev Jensens Gustav, der, alt til trods, utvivlsomt har siddet et eller andet sted og har nydt at være blevet opkaldt efter en af den højt besungne Thomas Manns figurer.

Men personligt er jeg glad for, at Ditlev Jensens armbevægelser har været så store, da Gustav skulle døbes med sit pseudonym. På den måde føler jeg nemlig, at jeg indirekte får tilladelse til at betragte historien som det, den OGSÅ er - nemlig dybt interessant og kompleks. Jo, der er naturligvis et stort element af en helt enkel, sort-hvid situation, hvor en voksen mand langt overskrider alle grænser for menneskelig opførsel overfor en uskyldig dreng. Men så er der alle de sære overbygninger og alt det komplicerede imellem, og jeg kan ikke forestille mig, at Ditlev Jensen selv ville benægte, at der var mere i det end som så - og heraf måske det særprægede navnevalg.

Lad mig kort beskrive Gustav, sådan som Ditlev Jensen beskriver ham, så vi får nogle ting på plads: Gustav er, da Kristian møder ham, en mand i 30'erne; ugift og barnløs. Han stammer fra en overklassefamilie, men har aldrig formået selv at få succes i samfundet; f.eks. har han ikke færdiggjort sin universitetsuddannelse. På overfladen er han enhver lille drengs drøm om en voksen: Barnlig, sjov, legesyg, opmærksomhedsgivende og mærkværdigt uforskammet på den måde, som traditionelt opdragne børn synes er helt fantastisk - han bruger ekstremt mange småperverse ord og udtryk, bander uhæmmet, og kan bryde fnisende sammen over ting som "der ligger snegle og boller i vinduet". Under overfladen gemmer sig imidlertid en grusom tyran, som uhæmmet benytter sig af grove manipulationer, løgne, følelsesmæssig bestikkelse og trusler for at få sin vilje - og der gemmer sig en evigt hungrende sexforbryder. En af de psykologer, Kristian senere i livet får hjælp af, beskriver uden tøven Gustav som psykopat, og jeg er enig. Ikke på grund af sexforbryder-aspektet - ingenlunde (den såkaldt "kærlige krænker" er nok mere udbredt end den sadistiske krænker-type, Gustav er et eksempel på) - men på grund af det ubegribelige net af ondsindede manipulationer, han fuldstændigt skamløst vikler Kristian ind i, med det formål at knytte drengen til sig i et mørkt afhængighedsforhold, så han kan fortsætte sit misbrug (og selvfølgelig med det formål at skjule misbruget for omverdenen - også Kristians forældre får de mest ufattelige ture igennem manipulationsmaskinen, og det virker).

Den opmærksomhedshungrende Kristian kommer fra en arbejderklassefamilie med to udkørte, hårdtarbejdende forældre, der ikke ret godt overkommer at give Kristian den omsorg, ethvert barn fortjener. Og de formår slet ikke at støtte Kristians nysgerrige natur og trang til at lære nyt og udvikle sig intellektuelt. Det formår Gustav tilgengæld i den grad - ligeså barnlig og uudviklet, han er psykologisk og følelsesmæssigt, ligeså intellektuelt højtudviklet, belæst og vidende er han - især sammenlignet med, hvad Kristian er vant til. Så alt imens Gustav med sine fysiske og psykiske overgreb forkrøbler Kristian seksuelt og følelsesmæssigt, udvikler han ham intellektuelt, og introducerer ham for ting, der ifølge Ditlev Jensen selv i høj grad har været med til at forme den person, han er blevet i dag - en mand, der har fjernet sig langt fra det slidsomme og konforme liv i arbejderklasseghettoen, hvor menuen stod på frikadeller og brun sovs, og bøger, kunst, politik og rejser ikke havde meget plads i diskussionerne omkring middagsbordet.

Især de mange rejser til udlandet, Gustav tager ham med på (formentlig fordi det er lettere at kamouflere deres forholds natur, når de er i bevægelse og blandt mennesker, der ikke kender dem), tillægger Ditlev Jensen stor betydning for hans senere udvikling i retning af et nysgerrigt menneske, der har appetit på verden, og beskriver dem meget malerisk (de maleriske beskrivelser gælder naturligvis ikke overgrebene, der fulgte med som det sorte spøgelse, og som vi får at vide var endnu grovere og hyppigere på udlandsrejserne end herhjemme) - man fristes til at sige (og ja, jeg er bevidst om, hvordan det kan lyde): Som noget, han absolut ikke ville have undværet.

Jeg finder dette dybt paradoksale forhold mellem overgrebsmand og offer utroligt interessant. Det er, sådan som jeg ser det, ekstremt tabuiseret (heraf titlen på indeværende indlæg), at det samme menneske, som har misbrugt og ødelagt en, kan have givet en nogle uundværlige oplevelser og erfaringer, og en på tidspunktet uundværlig grad af opmærksomhed, som man ikke kunne få af andre. Og at dette menneske, hvis det er en, man har haft et flereårigt forhold til, i hvert fald uundgåeligt har formet en del af ens personlighed, på godt og ondt. Gustav og Kristian er et ekstremt eksempel på et sådant forhold, men kender vi det ikke alle, i varierende grader? Ræk hånden op alle, der ikke kan pege på et eneste dysfunktionelt og uligeværdigt forhold i jeres fortid, som har været med til at gøre jer til dem, I er.

Kristian Ditlev Jensen er nu blevet en af dem, der vil forbyde mænd at gå til sexarbejdere. Man har ikke svært ved at forstå, at han, med sin egen voldsomme overgrebserfaring i bagagen, er blevet allergisk overfor tanken om enhver situation, der kunne indeholde seksuelle overgreb. Denne kobling er en, jeg laver, og jeg er ikke sikker på, at Ditlev Jensen ville skrive under på, at der er en så direkte sammenhæng mellem hans personlige historie og hans holdning til sexarbejde. Det er dog svært ikke at lave koblingen, når man kender et andet eksempel, som det ligger lige for at sammenligne ham med - den tidligere sexarbejder Odile Poulsen, som selv direkte kobler sin historie som offer for seksuelle overgreb i barndommen sammen med sin senere karriere i prostitution og sin nuværende kamp for et købesexforbud. Jeg synes, det er ekstremt sørgeligt, hvis vi i den, efter min opfattelse, totalitære løsningsmodel i forhold til, hvordan man bør håndtere folk, der bruger deres seksualitet på en anden måde end de fleste, ser spøgelserne af de tyranniske personer, som er henholdsvis Ditlev Jensens Gustav og Odile Poulsens far.

NB: Den nydelige unge mand på billederne hedder Ola Chris.

Da jeg gik i folkeskole, havde jeg en dansklærer, der som så mange andre dansklærere i hendes generation var meget optaget af, at hendes elever skulle blive socialt bevidste. Vi skulle lære noget om uretfærdighederne og ulighederne i samfundet - vi skulle - i det omfang, det var muligt for en nordsjællandsk skoleklasse, hvoraf næsten alle boede i pæne parcelhuse med bøger i reolen, Golden Retriever, nyt tøj fire gange om året og resten af svineriet - lære at have empati med samfundets udstødte og ressourcesvage. Det var sådan set godt nok, omend det måske af og til gik lidt udover fagligheden, og omend hendes motivation for at interessere sig for dette - typisk for hendes generation af skolelærere - var rodfæstet i en politisk holdning til venstre for midten, og hun altså ikke var hvad man kunne kalde objektiv.

I den forbindelse læste vi mange socialrealistiske romaner, og det gav mig faktisk en basal kærlighed til genren socialrealisme; i dag især på film. Jeg er stor fan af horror, og socialrealisme er jo ofte en slags horror fra det virkelige liv :). I en af disse socialrealistiske romaner gik udtrykket "systemet" igen og igen. Ikke overraskende, når vi har at gøre med en roman skrevet af en dansk forfatter om det danske samfunds svageste, for i Danmark fylder "systemet" meget, og jo mere ressourcesvag, man er, jo mere fylder det typisk - om man så vil det eller ej. "Det udtryk skal I huske - "systemet"", sagde min lærerinde. Og jeg har faktisk husket det lige siden, selvom en af mine stærke sider i skolen bestemt ikke altid var at gøre, som læreren sagde :). Men den dag i dag bider jeg ekstra mærke i det, jeg læser eller hører, når ordet "systemet" optræder.

 "Systemet" (med undtagelse af uddannelsessystemet) er noget, jeg selv i vidt omfang har undgået nærkontakt med, fordi det ikke har været nødvendigt for mig at opsøge det. I to kortere perioder for en del år siden henvendte jeg mig dog til den del af systemet, der typisk dealer med de mindre ressourcestærke, nemlig bistandskontoret, som det vist hed dengang. Dybest set henvendte jeg mig, fordi det var muligt, ikke fordi, jeg ikke godt kunnet have klaret mig selv. Men jeg var smådepri og forvirret og det var bare nemmere på den måde... Troede jeg i hvert fald.  Men jeg blev noget rystet over den måde, "systemets" repræsentanter i form af funktionærerne på bistandskontoret talte til folk på, inklusive mig. Den åbenlyst mistroiske og patroniserende måde, man blev behandlet på, når man kom for at bede om det, man vel egentlig har ret til som dansk borger, når man ikke ejer værdier - kontanthjælp i en begrænset periode. Og jeg kom til at tænke på, hvor psykisk nedbrydende det måtte være for dem, der havde befundet sig på et af de laveste trin på systemets trappe (kontanthjælpsmodtagerne) i årevis, og som måske endda ved deres indtræden som systemafhængige havde haft en lavere selvtillid end mig, at blive behandlet og talt til på denne måde igen og igen.

Et møde med "systemet" i anden sammenhæng bekræftede mine første, spæde oplevelser. Jeg havde boet udenfor Europa i en periode, og ve den, der efter sådan utroskab ønsker at vende tilbage til Danmark. Man skal genregistreres som bosat i Danmark, og det burde være forholdsvist enkelt, hvis man er dansker og kan byde skrankepaven på et stykke papir med en adresse i Danmark, men ak nej. Jeg har lykkeligt glemt de fleste detaljer i sagen, men jeg blev i hvert fald sendt fra den ene skranke til den anden, kigget mistroisk på, blev spurgt om den adresse, jeg havde med, nu også var der, jeg "virkelig boede" og hvordan det kunne være, at der også boede andre mennesker på adressen. Blev bedt om lønsedler, huslejekvitteringer (jeg var lige ankommet for få uger siden, havde ikke noget arbejde og ikke betalt husleje endnu, da den endnu ikke var blevet opkrævet), underskrifter og bekræftelser. Egentlig tog alt dette ikke ret lang tid målt i uger, men det var anstrengende cirka som et årsværk på tandlægeskolen. Det værste var ikke formaliteterne - dem må man jo trods alt bare vænne sig til at tage i stiv arm - det værste var den aura af mistroiskhed, jeg følte omkring mig, såsnart jeg trådte ind på et af "systemets" kontorer. Ligeså med bistands-episoderne, som ikke var formelt besværlige, men psykisk ubehagelige.

Jeg ved ikke helt, hvad den underlige behandling fra visse systemrepræsentanters side af folk, der har brug for "systemets" assistance, skyldes. Men jeg tror hurtigt, man som systemrepræsentant "på gulvet" kan få sig en arbejdsskade, der giver sig til udtryk ved, at man begynder at føle sig permanent overlegen i forhold til (visse) andre mennesker, fordi man har vænnet sig til, at alle, der kommer til en, har brug for noget, man kan give dem, og ikke vice versa. Som person mener jeg dybest set ikke, at jeg er arrogant (egentlig tværtimod), men jeg kan have en lidt arrogant facede, og den hjælper mig ofte, når jeg f.eks. skal deale med sure og oppustede individer i private firmaer. Det har lukket kæften på mange næsvise københavnersnuder ( ;) ) i den private sektor, når jeg har skruet op for en nordsjællandsk accent, som jeg ikke taler til daglig, men kan efterligne troværdigt, og kigget dem fast ind i øjnene, selvom jeg inderst inde ikke følte mig særligt selvsikker i deres selskab. Men DET er nok ca. det sidste, man skal byde en skrankepave i det offentlige. De "svage" individer har de måske i det mindste lidt ondt af, men kommer man og spiller storsnudet SAMTIDIG med, at man har brug for det samme som de "svage", bliver man mødt med en mur af kulde og foragt - nærmest had, fornemmede jeg. Ja, det lyder voldsomt - men jeg troede det bestemt heller ikke selv, før jeg oplevede det.

"Systemet" er naturligvis også noget helt andet og meget mere overordnet end de små skrankepaver på kontorerne. "Systemet" er også højt placerede mennesker i f.eks. politik, og i disse år går det mere og mere i retning af, at medierne allierer sig med denne højere del af "systemet" (den lavere del af "systemet", f.eks. pædagoger, lærere og de føromtalte skrankepaver, kritiseres derimod mere end nogensinde før flittigt i medierne - hvilket kan være berettiget, men hvilket også af og til lugter af, at man går efter manden fremfor bolden, og af en journalistisk uprofessionel loyalitet med en borgerlig regerings agenda), fremfor at holde sig på den afstand, det er nødvendigt at holde sig på, hvis man skal se oprigtigt kritisk på nogle eller noget. De danske politikere har i disse år travlt med at modellere på den danske befolkning, sådan vi kan blive ligeså "gode" som dem. Det er ikke alle disse "modelleringsforsøg" som ligefrem kan beskrives som (forsøg på) overgreb mod befolkningen, men nogle kan, i hvert fald i sidste instans. Det vil denne blog komme til at handle om af og til. Den vil også komme til at handle om andre ting, men dybest set mener jeg ikke, at man som dansker, der interesserer sig for samfundsspørgsmål, nogensinde helt kan komme udenom at forholde sig til dette "system" og dets virke og påvirkning. I Danmark har vi meget systemverden, og ikke så meget livsverden*; det har vi selv valgt, og det er muligt, at det i vidt omfang er godt - men intet er absolut godt, hverken systemer eller fravær af samme.

Men fordi jeg har et lidt specielt forhold til og en fascination af det sproglige begreb "systemet", og fordi jeg i øvrigt er mangeårig kæmpefan af Kafka* (og jeg tror, han kunne finde på at kalde sin blog for noget i retning af "systemet", hvis der havde været blogs på hans tid;), hedder bloggen altså "Systemet" - selvom det er et ord, der sætter mange grimme associationer igang hos mange, til dels inklusive mig selv.

*http://da.wikipedia.org/wiki/Livsverden

*http://da.wikipedia.org/wiki/Franz_Kafka