Systemet

En del af dem, der kender mig fra andre sammenhænge end denne blog ved, at jeg er fan af 90'er-serien "Buffy the Vampire Slayer" (som blev sendt og genudsendt og genudsendt (fordoblingen var med vilje) på TV2  med den ulidelige danske titel "Buffy - vampyrernes skræk". Hvis der findes en forening for forbud imod oversættelse af amerikanske film- og serietitler til dansk, så giv mig et tip, jeg melder mig straks ind). "Fan" er mildt sagt, eftersom jeg i perioder dyrker serien i en grad, som en dygtig psykiater sikkert godt kunne fastsætte en alvorlig diagnose ud fra.

Jeg vil ikke (ved denne lejlighed, i hvert fald) gå i så mange detaljer med, hvorfor jeg elsker serien så højt (men den lækre, afblegede herre på billederne er en af de meget væsentlige årsager), men i stedet fokusere på noget, der i mine øjne altid er interessant, når jeg nyder popkultur, nemlig fremstillingen af sex.

Der eksisterer mig bekendt kun én amerikansk serie, hvor en kvindelig hovedpersons mødom eller mangel på samme ikke bliver problematiseret til gammeltestamentlige højder - den fantastiske og livskloge "Six Feet Under". En af hovedpersonerne i denne serie er teenagepigen Claire, som vist nok ikke er jomfru ved seriens begyndelse. Det er der ikke i sig selv noget usædvanligt i, heller ikke for en amerikansk serie; det usædvanlige består i, at vi slipper for at høre om det. Altså det består kort sagt i, at jeg overhovedet kan skrive "vist nok". Hun dyrker så selvfølgelig noget sex i løbet af serien, her og der, med forskellige typer mænd, som hun har forskellige typer forhold til, og med en enkelt pige. Dette dramatiseres generelt ikke (det er hendes homoseksuelle bror, der står for seriens slut-rolle, og blandt andet dyrker den slags sex, man kan blive arresteret for i de frie og modiges land); eneste tilfælde, hvor sex og Claire smelter sammen til et problem i sig selv er, da hendes biseksuelle kæreste er hende utro med hendes mandlige kunstlærer (jaja, det er en lidt intellektuel serie, så der skal være lidt det kunstneriske queer-segment;).

Markant anderledes forholder det sig med "Buffy the Vampire Slayer", og da det er en serie, der grundlæggende bygger på gamle, dramatiske kristne og førkristne myter og en jødisk-kristen inspireret, religiøs idé om det gode versus det onde, er det også, som man kunne forvente. I en serie, der flere gange behandler temaet "verdens undergang" ville det ærligt talt være lidt skuffende, hvis knald var problemfrie. Men som kvindelig fan af serien med en vis grad af feministisk inspireret kønsbevidsthed, vrider man sig lidt over hele historien om, hvordan det gik for sig, at den på det tidspunkt 16-årige Buffys mødom blev taget.

I starten af serien har Buffy en forholdsvis platonisk, men meget følelsesfuld romance med vampyren Angel (billedet nedenfor). Den mørke, smukke og lidende, men samtidig gode og faderligt beskyttende Angel-figur var seriens pige-guf til alle de teenage-hormonbomber af hunkøn, der fulgte med i eventyrerne. Nu kan jeg ikke forvente, at alle læsere er ligeså fanatisk optagede af Buffys univers som jeg, så her følger en kort beskrivelse af Angel:

Han blev som ung stordrikkende og hasardspillende mand i 1700-tallets Irland (vampyrer lever evigt, medmindre de slås ihjel på en af de få måder, det kan lade sig gøre på - så ved I det:) gjort til vampyr af en smuk og mystisk hunvampyr, og den forhenværende udskejende men flinke unge mand blev siden til en af de ondeste af sin race (hvilket per definition ikke siger så lidt). Angel, eller Angelus, som han hed i sine onde år, slog ikke bare ihjel for at drikke blod, men planlagde sine mord nøje og nød at pine ofrene psykisk i månedsvis inden, han tog livet af dem. Nice guy, men det fik en ende: En dag slår han den forkerte pige ihjel, en sigøjnerprinsesse, hvis familie hævner sig på ham ved på magisk vis at føre hans sjæl tilbage til i hans krop. Når et menneske dør og genopstår som vampyr, har det nemlig mistet sin sjæl i processen, og det underliggende postulat i serien er, at samvittigheden sidder i sjælen. Angelus får altså med et sin samvittighed tilbage, og skal derefter leve i al evighed med ulidelige følelsesmæssige kvaler over det, han har udsat mennesker for. En sofistikeret straf, der er ondt udtænkt: Sigøjnernes forbandelse kan kun blive løftet - hvilket vil sige, at han vil miste sin sjæl og dermed sine kvaler igen - hvis Angelus oplever et eneste øjebliks sand lykke.

Jeg tror næsten, at nogle allerede har gættet det :). Angel og Buffy, hvis fysiske kontakt i lang tid forblev på kysseplanet, tager det til the next level en nat OG... Angels sjæl ryger, og han bliver ædende ond igen, mens Buffy sover trygt. Angel udser sig selvfølgelig det ultimative offer i Buffy, og en række afsnit med en ond Angel, der chikanerer og truer Buffy og hendes mor og venner på de mest ondsindede, morderiske og udspekulerede måder følger. Og så er det jo, at man alligevel begynder at vride sig lidt i stolen, hvis man er mig - ikke kun af spænding (men bestemt også det), men også over den der helt arketypiske fremstilling af, hvad der sker med en ung pige, når hun er så slem, at hun har dyrket sex. Den tommetykke symbolik, der betyder (førægteskabelig) sex = straf kender vi fra hele vores kulturhistorie, men moderne eksempler, der er nærliggende at sammenligne med, findes især i horrorfilm-genren. Da jeg var en sød teen, var jeg og mine jævnaldrende helt oppe at køre over filmen "Scream", som på en gang var horrorfilm i sig selv og begyndelsen på bølgen af horror-parodier, som bl.a. "Scary Movie"-serien repræsenterer. I "Scream" referer hovedpersonerne flere gange ironisk til horror-traditionerne, og sætter et regelsæt op for, hvad man skal gøre, hvis man er med i en horrorfilm og vil undgå at blive slået ihjel. Første regel er: "Don't have sex", og naturligvis er det par, der først bryder denne regel i "Scream", de første til at blive slået ihjel. (Og hvis det her nu var en universitetsopgave, ville jeg på nuværende tidspunkt konkludere: "Og således er filmen både loyal og ironisk afstandstagende overfor den tradition, den indskriver sig i" ;).

Buffy bliver naturligvis ikke slået ihjel - hun er heltinden, hvis person er absolut centrum for hele seriens univers - men det er tæt på. Nu er det faktisk en begavet serie, vi har med at gøre (uanset hvad folk måtte tro ud fra ovenstående beskrivelser:), og seriens skabere er utvivlsomt meget bevidste om, hvad de gør, når de lader serien indskrive sig i en uheldig og bagstræberisk tradition for fremstillingen af pigers førægteskabelige sexliv. Og jeg ser heller ingen grund til, at den næsten instinktive, (pro-sex-) feministisk inspirerede automatreaktion: "Nu skal unge piger igen lære, at sex er farligt - sikke noget føj og møg" skal stå alene som reaktion på seriens valg af konsekvenser i historien om Buffys mistede mødom. Man kan f.eks. godt spørge sig selv, hvem, der bliver straffet hårdest: Buffy, hvis elskede bliver til et monster, eller Angel, der mister den menneskelighed, som f.eks. gjorde det muligt for ham at elske Buffy, og nu igen bare bliver en del af verdens ondskab og en arbejdsopgave for Buffy, hvis pligt det selvsagt er at slå alle vampyrer ihjel. Serien leger i øvrigt også med det faktum, at den har valgt en så arketypisk tilgang til at fortælle om en tabt jomfrudom: Buffy bliver f.eks. på et tidspunkt nødt til at fortælle sin mor, at hun har været i seng med Angel, og at derefter "ændrede han sig. Han blev ond." Det må man jo mildest talt sige, men moren har selvfølgelig ingen chance for at forstå, hvad Buffy reelt mener, og den underspillede humor, der ofte opstår i løbet af serien, når folk, der kun lever i "normaliteternes" verden skal beskyttes fra viden om de apokalyptiske, ondsindede kræfter, der omgiver dem, er en af mine grunde til at være vild med den.

Angel er, ikke så overraskende i en teenageserie med 7 sæsoner, ikke det eneste hot shot, Buffy nedlægger. Igennem serien har hun sex med i alt 4 mænd - ikke så mange, men hun har jo trods alt også andet at tage sig selv; f.eks. frelse jorden fra undergang et par gange og genopstå fra de døde, ligeledes et par gange :). Den, hun har den mest intense og en ud af de to mest langvarige relationer til, er vampyren Spike (den lækre, afblegede herre på billederne). Spike har, i modsætning til Angel, ingen sjæl - han er simpelthen en klassisk, ond vampyr, omend mindre udspekuleret i sin ondskab end Angel. Der ironiseres igennem serien over Buffy Vampyrdræberens paradoksale tendens til at falde for hanvampyrer, men ikke én kvindelig seer undrer sig. Mens Angel repræsenterer teenagepigers drøm om en smuk og mystisk, men samtidig (indtil et vist punkt) tryg og sød fyr, repræsenterer Spike lidt mere voksne kvinders fantasi om en uforskammet og uhåndterlig mandlig sexbombe, der ikke er så billedskøn som Angel, men bare udstråler rå maskulin seksualitet i... rå mængder :).

I modsætning til Angel og Buffy, som starter med at være sødt forelskede og senere bliver dødsfjender (og senere endnu finder hinanden igen under andre former - det er som skrevet en lang serie:), begynder Buffy og Spikes relation som en ærke-dødsfjende-situation af den seriøse slags, der udvikler sig til heftig og voldsom erotik. Hot! Fremstillingen af det seksuelle møde har også en helt anden tone end i tilfældet Angel og Buffy - hvis man kan tale om realisme i denne sammenhæng (og det kan man til et vist punkt godt, hvad angår seriens fremstilling af mange af de personlige relationer mellem figurerne), så er den mere realistisk. I begyndelsen ækles Buffy ved sit begær efter Spike, og det er pinefuldt for hende at erkende, at hun ikke kan holde fingrene fra ham. På denne måde lægger fremstillingen af deres seksuelle udskejelser med hinanden ud med at være en klassisk fortælling om, hvordan seksuelle drifter kan overtage vores liv og få os til at gøre ting, vi normalt tager skarp afstand fra. Altså igen en fortælling om det farlige ved sex. Men - som relationen bliver mere langvarig begynder blødere følelser for Spike at dukke op i Buffys sind. Spike har på dette tidspunkt forlængst erkendt, at han ikke bare begærer Buffy, han er dybt forelsket i hende, og lader sig såret, men villigt bruge som hendes sexlegetøj (girl power!;), fordi hun ikke vil have ham på andre måder end i sengen. Men efterhånden bliver det mere og mere tydeligt, at Spike alligevel kryber ind i Buffys bevidsthed som andet og mere end en sexet krop. Og det er jo i virkeligheden et meget sundt og, som skrevet, realistisk portræt af, hvad vi mennesker meget ofte bruger sex til: Skabelse og vedligeholdelse af sociale relationer. Personligt tror jeg i hvert fald, at i hverdagens univers er "jeg gik i seng med ham X antal gange, og jo flere gange, jeg gjorde det, jo mere begyndte jeg at holde af ham" en betydeligt mere udbredt, omend mindre dramatisk og mere kedsommelig historie, som måske derfor ikke fortælles helt så ofte,  end "jeg gik i seng med ham en gang, og så hadede jeg ham bagefter".

Jeg elsker historien om Buffy og Spike, ikke kun fordi, Spike i mine øjne er en ultimativt sexet mand (hvis en mand skal være ultimativt sexet, skal han være lidt ond - sådan er det bare; no way around it, desværre), men også fordi, den rummer de to umiddelbart fuldstændigt modsatrettede toner i sig: Det vilde begær, man ikke vil vedkende sig, fordi man synes, det er "forkert", men som alligevel leder til rå og hård sex, fordi man ikke kan lade være, og så den stille vækst af positive følelser for sin sexpartner, som IRL vist er et temmeligt almindeligt alternativ til vores kulturs højt besugne stormfulde forelskelse ved første blik. Buffy udnytter den stormfuldt forelskede Spike til hemmelig sex, og i løbet af udnyttelsforholdet kommer hun næsten til at elske ham selv. Se, dén er sgu da tankevækkende.

Og hvad ender det så med for Buffy og Spike? Det skriver jeg sikkert om i et andet indlæg en dag ;) (og det er OK at betragte det som en advarsel :D).